VM-landsholdet tabte til lynhurtige Sydkorea

Håndboldlandsholdet gav aldrig op, men tæt på kom de ikke. Sydkorea vandt kampen 27-16.
Anfører Ivaana Holm sendte flere jubelbrød ud i hallen. Foto © : Beate Oma Dahle/NTB/Ritzau Scanpix
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
01. december 2023 16:55

Grønlands håndboldlandshold har spillet anden kamp til VM i Stavanger. De skabte masser af chancer og forsvaret havde flere gode aktioner, hvor de fik fat i de lynhurtige sydkoreanske spillere.

Det var bare ikke nok.

Sydkorea vandt kampen med 27-16

Bolden ville ikke ind

I det første angreb stod stolpen i vejen og sendte Sydkorea i angreb. Ivaana Holm fik dog fat i modspilleren og stoppede angrebet, og med et jubelbrøl ud i hele hallen satte hun fansene i gang.

Det var dog Sydkorea, der bragte sig foran både 1-0, 2-0 og 3-0, og samtidig blev Grønland ramt af to udvisninger.

Der skulle gå syv minutter før jublen for alvor kunne bryde ud blandt de grønlandske fans. Efter et flot indspil sendte Sandra Rothberg bolden i nettet til 1-4.

Der blev kæmpet for hver eneste bold i forsvaret, og stille og roligt fik landsholdet styr på angrebet og efter et kvarter var stillingen 8-5.

Men så begyndte Sydkorea at trække fra igen, og landstræner Anders Friis kaldte til samling ved stillingen 11-5 til Sydkorea.

Rina Lorentzen blev afløst af Aviaaja Heilmann, og hun skulle ikke bruge mange sekunder på at lave sin første redning i kampen, da hun fra et skud fra fløjen fik bolden pareret.

Landsholdet fik ellers spillet sig frem til en masse gode muligheder, men ind i mål ville bolden bare ikke.

Dermed kunne de to hold gå til pause ved stillingen 15-6 til Sydkorea.

Stjerne så rødt

Første halvleg endte dog dramatisk. Sydkoreas stjerne Eun-Hee Ryu ramte Aviaaja Heilmann i hovedet på et straffekast og modtog derfor et direkte rødt kort.

Sydkorea var altså derfor uden deres stjernespiller i hele anden halvleg.

Aviaaja Heilmann startede, hvor hun slap, og reddede endnu en gang bolden, og i angrebet efter sendte Sascha Zeeb den i mål.

Men til trods for den gode start, kom landsholdet ikke tættere på. Ti minutter inde i halvlegen var stillingen 20-9 til Sydkorea.

Pludselig slog Sandra Rothberg til med to hurtige scoringer. Den ene fra egen banehalvdel i et tomt Sydkoreansk mål.

Det helt store comeback udeblev dog, og kampen endte med et nederlag på 27-16 til Sydkorea.

Men selvom kampen ikke blev vundet, var opbakningen til landsholdet ikke til at tage fejl af. For ved hvert eneste mål, redning eller bare en anden god aktion fra landsholdet, stod fansene klar med kampråb, sang og jubel, som overdøvede alt andet.

Noget, der også blev bemærket af arrangørerne, der kaldte de grønlandske fans for turneringens bedste.