Atassut: Vittus´ udtalelser er uovervejede

Vittus Qujaukitsoqs kritik af dansk arrogance over for Grønland og trusler om at smide amerikanerne på porten, er faldet formanden for Atassut, Knud Kristiansen, for brystet.
Knud Kristiansen, Atassutip siulittaasua. Foto © : KNR
Skrevet af Simon Uldum -
15. december 2016 10:30

- Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender er fremkommet med uovervejede udtalelser om rigsfælleskabet med Danmark og aftalen vedrørende Thulebasen. Det er vigtigt for Atassut at pointere, at vi i vejen mod selvstændighed  benytter os af velovervejede muligheder og søger samarbejde, skriver formand for Atassut, Knud Kristiansen, i en pressemeddelelse.

Læs også Vittus: Trump kan hjælpe Grønland på vej mod økonomisk selvstændighed

Uovervejet

Formanden for Atassut mener også, at det hverken er overvejet eller et klogt træk, at udtale sig på sådan en måde ”på landets vegne”.

- Vi skal fra Atassut på det kraftigste opfordre formand for Naalakkersuisut, at han snarest kommer med en udtalelse  for at afdæmpe sådanne udtalelser, siger Knud Kristiansen.

Læs også Vittus: Danmarks arrogance er altødelæggende

Atassut mener, at Grønland på sin vej mod selvstændig har brug for et nært og godt samarbejde på højt plan med stormagter som USA.

-  Derfor vil sådanne ukloge træk ikke kun skade vort lands image, men kan også betyde at Grønland fremadrettet kan komme i en uheldig situation, som vi slet ikke har brug for, eller har råd til i disse år, siger Knud Kristiansen.