Visit Greenland får islandsk direktør

Turismeselskabet har fundet en afløser til Julia Pars. Hjörtur Smarason fra Island sætter sig i direktørstolen 1. april.
- Førsteprioriteten bliver udarbejdelsen af strategier, som hjælper virksomheder i turismen med at lande på benene på den anden side af coronakrisen, siger Hjörtur Smarason. Foto © : Camilla Hey - Visit Greenland
Skrevet af Malik Brøns
17. februar 2021 14:36

Efter tre år som administrerende direktør i Visit Greenland valgte Julia Pars at stoppe i det selvstyreejede turismeselskab.

Det udmeldte Julia Pars 9. november sidste år, men hun vil sidde i direktørstolen indtil 1. april.

Visit Greenland har nu fundet hendes afløser. Det bliver Hjörtur Smarason fra Island.

Foto © : Visit Greenland

Billede: Hjörtur Smarason / Visit Greenland.

- Hjörtur Smarason er uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School og har mange års erfaring med branding og kommunikation. Han har tidligere arbejdet med kommunikationsstrategier, turismeudvikling og krisehåndtering for destinationer i Arktis, Asien og Afrika, skriver Visit Greenland i en pressemeddelelse.

Coronakrisen som førsteprioritet

Hjörtur Smarason skal stå i spidsen for at realisere Visit Greenlands 2021-2024 strategi, som handler om at få flere turister til Grønland.

Men den første strategi kommer til at handle om at komme igennem coronakrisen, siger den nye direktør:

- Jeg glæder mig rigtig meget til mødes med det grønlandske turismeerhverv og til at deltage i den udvikling, som Grønland står overfor. Men førsteprioriteten bliver dog udarbejdelsen af strategier, som hjælper virksomheder i turismen med at lande på benene på den anden side af coronakrisen, siger Hjörtur Smarason. 

LÆS OGSÅ Strategi til 2023: Visit Greenland vil satse på adventure og turisme hele året

Formand for Visit Greenland, Anette Grønkjær Lings, glæder sig til at byde den nye direktør velkommen, og der er masser at tage fat på, siger hun.

- Visit Greenland står overfor særligt to vigtige opgaver i den her tid: Genstart af turismen med nærmarkederne som særlige indsatsområder og en ambitiøs brandingindsats, der skal være med til at løfte Grønlands nye infrastrukturelle muligheder.

- I udvælgelsen af en ny direktør har vi netop lagt vægt på en kapacitet indenfor branding og erfaring med opstart af turisme. Medarbejderne i Visit Greenland er højt specialiserede og engagerede, og det har været afgørende, at Hjörtur har et solidt fundament i ledelse af vidensteams, siger Anette Grønkjær Lings.