Visit Greenland blandt verdens 20 bedste

Det canadiske rejsebureau Flight Network har kåret Visit Greenland som værende blandt verdens 20 bedste turistråd i 2017.
Foto © : Visit Greenland
Skrevet af Mads Pedersen
08. april 2017 08:53

Visit Greenland ligger som nummer 16 i Flight Networks top over  20 bedste turistråd, der toppes af New Yorks NYCGO og Keep Exploring Canada. 

Og Flight Network roser Visit Greenland for at være god til at formidle Grønland videre til omverdenen. 

- Grønland er et komplekst rejsemål, og alligevel formår Visit Greenland med succes at tydeliggøre landets forskelligartede destinationer baseret på et stærkt visuelt materiale og med en letforståelig kommunikation af landets attraktive oplevelser - der appellerer til vidt forskellige typer af rejsende, begrunder Flight Networks. 

- Turistrådet udmærker sig ved at formidle praktiske oplysninger kreativt og interessant. Fra finurlige historier om korrekt beklædning, over trommedans og til hvordan man kommer til Grønland. Alt sammen i kombinationer af videoer, fotos, infographics og artikler placeret strategisk på webstedet.

Anders Stenbakken, direktør i Visit Greenland, er stolt af at modtage denne anerkendelse.

- Vi er meget stolte over, at vi modtager denne anerkendelse. Det er en ære for et lille turistråd som os at komme i selskab med store ressourcestærke turistråd som New York’s og  Canada’s.

Den afgående direktør ser dette som et resultat af, hvor meget Visit Greenland over de sidste 7 år har investeret i opbygningen af in-house ressourcer og lokale kompetencer. 

- Vi har lagt en strategi som vi har holdt fast i, hvilket har sikret en klar linje i vores kommunikation af Grønland som en unik arktisk destination, siger Stenbakken.

I alt 140 turistråd blev vuderet i undersøgelsen. Du kan se listen med alle de 20 bedste turistråd og begrundelserne for deres udvælgelse på FlightNetwork.com.