Vinmarker er smadret af kæmpehagl i Sydfrankrig

En række haglstorme har ødelagt vinmarker og frugtplantager i Sydfrankrig, hvor flere landmænd nu må afskrive årets høst.
Her er abrikoser blevet ødelagt af de store hagl. Foto © : Philippe Desmazes / AFP / Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. juni 2019 15:38

Uvejret ramte lørdag eftermiddag med hagl så store som bordtennisbolde. Kraftigst ved byen Romas-Sur-Isére, hvor ruderne på biler blev ødelagt.

De store hagl slog også hul i taget på en sportshal, mens der blev afholdt et judostævne.

Foto © : Philippe Desmazes / AFP / Ritzau Scanpix

Men ellers er det gået værst ud over afgrøderne på egnen. Druer på vinmarkerne er blev ødelagt, og det samme gælder frugtplantager.

Frugtavleren Gregory Chardon, der dyrker abrikoser, ferskner og kirsebær, måtte se årets høst blive ødelagt.

Han havde ellers et net spændt ud over sine frugter, men de store hagl ødelagde også det.

- Skaderne er enorme og udbredte, siger Chardon.

Den franske landbrugsminister Didier Guillaume siger, at staten vil erklære situationen for en naturkatastrofe, hvilket vil udløse forsikringspenge og anden hjælp til landmændene, som står over for meget store tab.

/ritzau/AFP