Vi køber flere grønlandske madvarer

Royal Greenland A/S har i salgsåret 2014-15 omsat for 20 millioner kroner på salg af hjemmemarkedsprodukter.
Skrevet af Simon Uldum -
30. september 2015 11:02

Det er en fremgang på 2,5 millioner kroner i forhold til salgsåret 2013-14, hvor Royal Greenlands Hjemmemarkedsafdeling omsatte for 17,5 millioner kroner.

- I salgsåret 2014-15 har vi omsat for 20 millioner kroner, og det er rekord, siger en stolt salgschef i Hjemmemarkedet i Royal Greenland, Malik Hegelund Olsen til RG's hjemmeside.

I salgsåret oktober 2014 til september 2015 blev der således solgt 220 tons produkter af forskellig slags fiskearter.

- Salg af al slags grønlandske madvarer er stigende, men det er mest salg af ræklinger, mattak og vintertørret torsk der er steget det sidste år, sige Malik Hegelund.

 

Stort udviklingspotentiale i grønlandske madvarer
Salget er primært gået til de tre store butikskæder Pilersuisoq A/S, Pisiffik og Kalaallit Nunaanni Brugsenit. Også Tranhuset i København og De Grønlandske Huse i Danmark køber grønlandske produkter i Royal Greenland.

- Vi satser på at nå en omsætning på 40 millioner kroner i 2019. Vi mener, at der er stort potentiale for udvikling af vore salgsprodukter, og det har vi i sinde at benytte, siger Malik Hegelund Olsen.