Venstres top går i rette med Rønn Hornbech

Politiken skriver i dag, at Venstres Birthe Rønn Hornbech har forladt posten som grønlandsordfører i protest mod sit partis kurs i den igangværende debat om Grønland. Hun mener stik imod sit parti at det er utidig indblanding i grønlandske forhold.
Skrevet af Mads Lynge
07. februar 2013 06:14

- Jeg har for et par måneder siden bedt mig fritaget for at være ordfører, da mine synspunkter om Grønland ikke i øjeblikket deles af mine gruppefæller, skriver hun i en mail til Politiken.

Men det er en sandhed med modifikationer, lyder det i dag fra Venstres politiske ordfører, Ellen Thrane Nørby.

- Nu er det altså flere måneder siden Birthe Rønn Hornbech stoppede som grønlandsordfører før hele den her debat kom, så jeg tror man skal lade være med at gøre historien bedre end debatten kan bære, siger Ellen Thrane Nørby i dag til Radioavisen.

I en mail til Politiken, har Birthe Rønn Hornbech formuleret sine synspunkter om Grønland i seks punkter, hvor hun blandt andet siger:

- Først når Grønland har overtaget en synlig række områder, vil Danmark kunne forstå, at vi er ligeværdige lande, der er knyttet til hinanden gennem Rigsfællesskabet og historien. Det er ligeværdigheden og ligestillingen, som vi ønskede at manifestere med Selvstyreloven, skriver Birthe Rønn Hornbech blandt andet til Politiken.

Hun var medlem af Selvstyrekommissionen, og har derudover skrevet til Politiken, at Danmark var fuldt ud klar over konsekvenserne af Selvstyreaftalen.

- Selvstyrekommissionen diskuterede alt. Det er aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del af diskussionerne, lyder ordene fra Birthe Rønn Hornbech.

Men virkeligheden er en anden i dag, lyder replikken fra Venstres politiske ordfører.

- Storskalaloven var jo ikke vedtaget da Selvstyreloven blev vedtaget under VKO-regeringens ledelse, og som også er en lovgivning, som vi bakker 100 procent op omkring. Vi støtter fra Venstres side Rigsfællesskabet, og den nye fase, som  Rigsfællesskabet går ind i, hvor Grønland og Danmark i højere grad skal være samrbejdende parter. Og det betyder så også, at når der nu er vedtaget en Storskalalov i Grønland, og der så kommer noget følgelovgivning, som skal vedtages i det danske Folketing, så skal det selvfølgelig behandles på et oplyst grundlag, siger Venstres politiske ordfører Ellen Thrane Nørby.

Det har i dag ikke været muligt, at få en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech.