Folketingsvalg 2015 Venstre: Færre grænsehindringer i rigsfællesskabet
Det er Venstres medlem af Nordisk Råd, Bertel Haarder, der i en pressemeddelelse siger, at han efter valget personligt vil være med til at sikre, at grænsehindringer bliver fjernet.
- Nu skal der handles. Det er en manglende politisk vilje i ministerierne, der stiller sig i vejen. Efter valget vil jeg opsøge hver eneste minister, der ikke reagerer på de grønlandske og færøske krav. Om nødvendigt også i de andre nordiske lande, siger Bertel Haarder.
Det danske Folketing har i foråret 2014 forpligtiget sig til at gøre noget ved de problemer, der kan følge med, når man flytter fra ét land i rigsfællesskabet til et andet. Det drejer sig for eksempel om problemer med godkendelse af kørekort, hjælpen til handikappede borgere, brugen af NemID i Danmark og tildeling af et CPR-nummer for færinger, som i dag står uden for CPR-registret.
Sagen er på dagsordenen i Nordisk Råd, hvor man er i færd med at kortlægge, hvilke hindringer der er mellem alle landene i Norden. Men både færøske og grønlandske folketingspolitikere såvel som Foreningen Rigsfællesskabet har presset på for, at processen skal gå hurtigere.
Det lover Venstre nu altså vil ske efter valget.