"Vanvittig travl" nat for politiet under Akisuanerit: Vold, uro og spirituskørsel

Mens nuummiut og tilrejsende har festet på livet løs til Akisuanerit Festival, har politiet drønet rundt i gaderne.
Det oplyser vagtchef for Grønlands Politi, Heini Jacobsen.
- Der har været vanvittigt travlt i nat. Politiet har kørt rundt hele natten primært i Nuuk i forbindelse med alt muligt såsom gadeuorden, uønskede har sovet rundt omkring og så berusere.
Blandt de mere alvorlige sager har politiet rykket ud til to tilfælde om vold omkring klokken seks i morges - den ene i Nuuk og den anden i Nuussuaq.
I Nuussuaq har vi anholdt en af de formodede gerningsmænd, som sigtes senere. Så har vi en formodning om, hvem den anden er, som vi tager fat i på et senere tidspunkt.
Den anden sag efterforsker politiet stadig her hen af middagen.
(U)Ordentlig opførsel
Ud over voldssager har politiet måttet foretage tre anholdelser - også i forbindelse med gæster fra festivalen.
Her har der ikke været episoder med vold. Derimod beskriver vagtchefen, at de tre personer ikke har kunnet opføre sig ordentligt.
I sådanne tilfælde bliver de anholdte sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
- Vi har haft tre i den forbindelse med koncerten, som blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen. Så blev de løsladt igen, og de får hver især en bøde på en cirka 1.500 kroner.
Sidst men ikke mindst stoppede en af patruljerne en bil omkring klokken tre i nat for spirituskørsel.
Pas på hinanden
For en god ordens skyld opfordrer vagtchefen til, at man opfører sig ordentligt og passer på hinanden, hvis man tager på festival igen i aften.
Selvom politiet ikke har haft anmeldelser om stoffer, der er puttet i drinks, så råder de stadig til, at man lige holder øje.
- Man skal være opmærksom på, når stiller glasset fra sig til festival eller andre tiltag, at der ikke er nogen, som putter noget i.