Valg i Grønland sætter langsigtet strategi for Arktis på pause

Rigsfællesskabets arbejde med den nye strategi for Arktis er sat i bero på grund af valget i Grønland, lyder meldingen fra Udenrigsministeriet.
Arbejdet med den nye strategi bliver først genoptaget, når et nyt Naalakkersuisut ser dagens lys.  Foto © : KNR
16. april 2021 05:42

I to omgange er arbejdet med at færddiggøre en ny fælles arktisk strategi mellem Grønland, Danmark og Færøerne blevet forsinket.

Senest har valget til Inatsisartut sat arbejdet på pause, indtil et nyt Naalakkersuisut er på plads.

Først var forhåbningen ellers, at Grønland, Danmark og Færøerne kunne præsentere en ny 10-årig strategi for Arktis inden 2021. Det sagde forhenværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, til KNR i december sidste år.

LÆS OGSÅ Rigsfællesskabet blænder snart op for ny strategi for Arktis

Men covid-19 forsinkede processen, og skubbede arbejdet ind i det nye år.

Og da det i midten af februar stod klart, at Grønland skulle til valg, tog det endnu en gang pusten fra Rigsfællesskabets arktiske strategi.

Forventes klar inden juni

For da valget til Inatsisartut blev udskrevet, blev arbejdet med strategien mellem de tre lande sat i bero. Det skete, fordi Naalakkersuisut overgik til at fungere som et forretningsministerium.

Det oplyser kontoret for Arktis og Nordamerika i København, der hører under Udenrigsministeriet, i en mail til KNR.

Den seneste strategi fra 2011 til 2020 havde blandt andet til hensigt at udvikle et bæredygtigt Arktis og sikre fred og stabilitet i området.

Arbejdet med den nye strategi bliver først genoptaget, når et nyt Naalakkersuisut ser dagens lys. 

Derfor forventer Udenrigsministeriets kontor for Arktis og Nordamerika lige nu, at de tre lande kan præsentere strategien inden for de første seks måneder af 2021.