Vælgere i Nuuk: Kuannersuit og socialområdet afgør krydset

Spørgsmålet om Kuannersuit har for mange borgere været afgørende for deres kryds. Men også børne-og socialområdet har optaget vælgerne i hovedstaden.

Så snart afstemningsstedet i Nuuks store sportshal, Inussivik, åbnede klokken 9 i morges, begyndte vælgerne at møde op.

Klokken 13 havde 2039 borgere i Nuuk således stemt til Inatsisartut, og 2000 vælgere i hovedstanden havde stemt til kommunalvalget, mens 1186 vælgere i byen havde sat sit kryds ud for valget til menighedsrådet.

Én af de, som stemte allerede inden klokken 12, var Jeanett Christoffersen. Det skete oven på en valgkamp, som ifølge hende har handlet mere om person-fnidder end om politik.

- Jeg synes faktisk ikke, der har været så meget, der har fyldt. Det har været mere personafhængigt alt det, som har været oppe i medierne både omkring Siumut og i kommunalvalgkampen, siger hun.

Foto © : KNR
Jeanett Christoffersen stemte i Nuuk kort inden middag.

 

Dog har én ting især optaget hende omkring valget til Inatsisartut.

- Selvfølgelig har Kvanefjeldet i syd fyldt ekstremt meget. Og det er én af de ting, jeg har taget med i overvejelserne, når jeg skulle afgøre min stemme.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal etableres en mine i Kvanefjeldet nær Narsaq, har været med til, at hun denne gang har sat sine krydser et andet sted end ved seneste valg til både Inatsisartut og kommunalvalget.

- Jeg har sat mig mere ind i det og er blevet lidt klogere. Og det har ændret mine holdninger de seneste par år, siden der var valg sidste gang, siger Jeanett Christoffersen.

Kuannersuit og socialområdet fylder

Andre vælgere, som KNR har talt med i Nuuk, nævner emner som forsyningen af grønlandske fødevarer, import af udenlandsk arbejdskraft og skoleområdet som afgørende for, hvor de i dag sætter krydset.

To emner bliver dog nævnt igen og igen hos mange vælgere: Det omstridte mine-projekt i Kuannersuit og indsatsen på socialområdet.

Foto © : KNR
Helene Geisler var også en tur i stemmeboksen


En anden vælger, der satte kryds i stemmeboksen i Nuuk, er Helene Geisler. Hun fortæller ikke, hvilke samfundsemner der har været vigtig for hende i valgkampen.

Men også hun har valgt at sætte kryds et andet sted end ved seneste valg.

- Jeg har valgt en anden denne gang, fordi jeg synes, at vores land har brug for veluddannede politikere. Derfor har jeg valgt en veluddannet kandidat, siger Helene Geisler og tilføjer:

- Jeg har gjort god brug af min demokratiske ret og har været ovre at stemme. Det er jo meget vigtigt at stemme som borger.