Vådeskudsulykke endte tragisk

En lille pige på 10 år er afgået ved døden efter et vådeskud Kristi Himmelfartsdag i bygden Akunnaaq ved Aasiaat. Pigens tvillingesøster, der også blev ramt, overlever.
Skrevet af Karsten Sommer
04. juni 2014 06:13

Avisen AG fortæller i dagens udgave, at en far var taget væk fra bygden sammen med sin 7-årige søn og sine to 10-årige tvillingepiger.

Meningen var at sønnen, som det er tradition i familien, skulle lære at skyde med gevær.

Men i et kort øjeblik hvor faderen ville tage et foto af børnene, kom sønnen til at røre geværet, og skuddet ramte den ene pige i hovedet og strejfede den anden, fortæller AG.

Pigerne blev straks sejlet til Aasiaat, derefter fløjet til Nuuk, og dagen efter overført til Rigshospitalet i København.

Ifølge familien afgik den ene af tvillingerne i går ved døden, mens den anden er vågnet, og overlever.

Politiet har efterforsket sagen, og vurderer at der er tale om et tragisk vådeskud. Det siger daglig leder ved Aasiaat Politi, Arne Reimer, til sermitsiaq.ag.