Uummannaq: Vand i tanke er brunt, og der er sand i

Drikkevandet i Uummannaq er forurenet af olie, og nu oplever folk, at vand i tanke fra Ikerasak nogle gange er brunligt og indeholder sand.
11. oktober 2019 06:12

Da Susanne Qvist Nielsen hentede vand i tanken forleden, var vandet brunligt:

- Vandet var ikke rent, det så ud, som om noget brunt og hvidt bevægede sig i det. Som om støv bevægede sig i det, siger hun. 

Susanne Qvist Nielsen tog hen til Nukissiorfiit med vandet fra tanken, men personalet sagde, at hun blot skulle rense det med et kaffefilter.

- De sagde, at vi kunne bruge det, hvis vi lod det løbe gennem et kaffefilter. Men det er ikke indbydende at skulle bruge så urent vand til vask, siger Susanne Qvist Nielsen.

Slangen, som blev brugt til vandforsyningen fra Ikerasak, blev efterfølgende fundet liggende på kajen ved indhandlingen.

LÆS OGSÅ Godt nyt til Uummannaq-borgerne: Vandet fra vandværket kan drikkes igen

- Den lå på kajen. Lige der hvor fiskene bliver losset – midt i det hele. Jeg mener ikke, det er hensigtsmæssigt at bruge sådan en slange til drikkevand, siger Jens Mathiassen, der fandt slangen, til KNR.

Foto © : Jens Mathiassen
Jens Mathiassen. 

Susanne Qvist Nielsen er meget utilfreds over svaret fra Nukissiorfiit.

- Det er lidt ufint at have de forhold, som vi har lige nu, og så få det svar, som jeg fik. Det kan jeg ikke godtage, siger hun. 

Nukissiorfiit: Vi er opmærksomme på det

Nukissiorfiit kom med en glædelig meddelelse til borgerne i Uummannaq i denne uge: Vandet fra vandværket kan nu hentes og må gerne drikkes - men vandet fra vandhanerne må stadigvæk ikke drikkes på grund af olieforuening. 

Nukissiorfiit anser det dog for alvorligt, at noget af vandet i tankene er brunt og sandet. 

- Vi er af nogle borgere i byen blevet gjort opmærksom på, at der er nogle urenheder, og det tager vi selvfølgeligt alvorligt. Så det går vi i gang med at undersøge. Det, man kan sige er positivt, er, at vi ikke længere er afhængige af vand fra Ikerasak. Men vi bliver nødt til at tage det alvorligt, hvis der er noget som helst med vandet i Ikerasak, for så skal vi også beskytte borgerne i Ikerasak, siger den konstitureret energidirektør i Nukissiorfiit, Claus Andersen-Aagaard. 

LÆS OGSÅ Nukissiorfiits øverste direktør stopper

Det er endnu usikkert, hvornår borgerne kan bruge vandet i hanerne i deres hjem, siger Nukissiorfiit.

Men de understreger, at vandrørene er i gang med at blive renset igennem og at det kan følges på Nukissiorfiits hjemmeside.