Usunde sager topper listen over mest solgte varer. Men hvad går de handlende selv efter?

Der blev købt rigtig mange usunde dagligvarer sidste år, viser en ny opgørelse. KNR er taget på indkøbstur for at høre, om sundhed spiller en rolle, når folk handler ind.
Lis Steenholdt tænker meget over at træffe sunde valg, når hun handler ind. For eksempel er det tre år siden, at hun valgte at skære sukker ud af sin kost. Foto © : Lærke Schmidt Fallesen
31. juli 2024 07:49

Sodavand, øl og cigaretter er de tre mest solgte varer i dagligvarebutikkerne sidste år. Det viser en opgørelse fra Paarisa i samarbejde med alle landets dagligvarebutikker. Længere nede af listen finder man også en lang række andre, knap så sunde varer, som chips, fastfood og lyst brød, mens der bliver gjort knap så mange af de sundere indkøb.

Men hvad prioriterer forbrugerne egentligt selv, når de handler ind? Og hvad tænker de, om de mange usunde ting på listen?

KNR har været en tur i Pisiffik i Nuuk for at spørge.

 

Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

Kathrine Juul Hachenberger, 37 år. Bor i Nuuk og arbejder som politibetjent. 

Hvad skal du købe i dag?

- Vi har bestemt, at vi skal lave cupcakes. Vores mindste søn er allergisk over for mælk og æg, så vi skal lave veganske cupcakes. Så plejer vi også altid lige at kigge, hvor der er madspild, og om der er gode tilbud på frugt og grønt.

Hvad kigger du efter, når du skal vælge varer?

- Da vi boede i Danmark, var det altid økologisk - stort set lige meget hvad. Men priserne og friskheden er ikke helt så god her. Så det bliver kun, hvis der er noget, som er økologisk, og som er acceptabelt på priserne, så køber vi det. 

- Og ellers så går vi efter noget friskt og så meget frugt og grønt som muligt. 

Tænker du over sundhed, når du handler ind?

- Ja, det tænker jeg meget på. Det skal være noget med nogle vitaminer og noget, der er energifyldt. Det er meget sjældent, at vi køber fastfood. 

Hvad tænker du, når du ser listen over de mest solgte varer?

- Det passer i hvert fald ikke med vores indkøbskurv. Vi køber faktisk ikke alkohol. Så er det kun, hvis vi skal have en god rødvin til et eller andet. Og cigaretter gør vi slet, slet ikke. Det har vi aldrig gjort. Sodavand er for dyrt heroppe, så det køber vi heller ikke. Kun hvis der er et virkelig godt tilbud. Hvidt brød gider vi heller ikke. Vi laver selv rugbrød. 

 

Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

 

Lis Steenholdt, 64 år. Bor i Nuuk og arbejder som Operations Assistent hos Air Greenland.

Hvad går du efter, når du handler ind? 

-Sund mad. Når jeg handler, vælger jeg grøntsager og forskellige ting, som er sukkerfrie. Det er tre år siden, jeg fjernede al mad, som indeholder sukker for at have sundere liv.

Tænker du over sundhed, når du handler?

- Ja, Jeg tænker over, om det er sundt eller ej. Jeg køber mest grøntsager og kød, som er her fra. Og så undersøger jeg selvfølgelig, om det er på tilbud. Jeg har også lagt mærke, at varerne er blevet dyrere i de senere år.

Hvad tænker du, når du ser listen over de mest solgte varer?

- Jeg er overrasket.

 

Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

Silverio Scivoli, 76 år. Bor i Ilulissat og har tidligere arbejdet som turistoperatør.

Hvad skal du købe i dag?

- Vi skal købe mad til i dag. Vi køber mest af alt mange grøntsager og frugt. Ofte er det et problem, at frugten og grøntsagerne ikke er blevet behandlet godt nok og mange gange er de dårlige, men vi vælger de bedste.

Hvad kigger du efter, når du skal handle?

- Vi kigger mest på udløbsdato og kvalitet. 

Tænker du over sundhed, når du handler?

- Normalt tænker vi meget på de sunde ting. For eksempel grøntsager og frugt. Engang imellem køber vi steak eller suppe og så videre, men sunde ting er vigtige for os. 

Hvad tænker du, når du ser listen over de mest solgte varer?

- Alkohol eller øl har ikke interesse for os. Eller cigaretter. Selvfølgelig er der mange usunde varer, men dem køber vi ikke så mange af selv.

 

Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

Veronica Olsen, 30 år. Bor i Nuuk og arbejder som skat- og afgiftskonsulent og som chauffør hos Cafe Iggu.

Hvad skal du købe i dag?

- Vi skal købe noget mad til frokost.

Hvad kigger du efter, når du skal handle?

- Varer som er billige. Nogle ganger køber jeg energidrik, men det er mest mad, som jeg køber til daglig.

Tænker du over sundhed, når du handler?

- Når jeg handler, tænker jeg over, hvad jeg køber, men jeg køber også mest bare det, som jeg kan lide.

Hvad tænker du, når du ser listen over de mest solgte varer?

- Måske er det meget normalt at købe disse ting. Mange mennesker drikker i hvert fald sodavand.