USA's udenrigsminister ønsker stærkere samarbejde i Arktis
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har i et opkald til Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), onsdag aften diskuteret et øget sikkerhedssamarbejde mellem USA og Danmark i Arktis - herunder i Grønland.
Samtidig har Pompeo rost den stærke alliance mellem danskerne og amerikanerne. Det siger det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse først på natten til torsdag dansk tid.
LÆS OGSÅ Donald Trump: Mette Frederiksens kommentar var "væmmelig"
Samtalen mellem de to udenrigsministre sker på baggrund af Donald Trumps aflysning af et planlagt statsbesøg i Danmark 2. til 3. september.
- Udenrigsministeren har udtrykt sin påskønnelse af Danmarks samarbejde som en af USA's allierede og Danmarks bidrag til fælles sikkerhedsprioriteter, siger talsperson for det amerikanske udenrigsministerium, Morgan Ortagus, i meddelelsen.
- Udenrigsminister Pompeo og udenrigsminister Kofod diskuterede også en styrkelse af samarbejdet med det danske rige - herunder Grønland - i Arktis, tilføjer hun.
LÆS OGSÅ Jeg forventer at Trump kommer på besøg i fremtiden
Onsdag aften skrev Jeppe Kofod i et opslag på Twitter, at han havde talt med Pompeo, og at de to havde bekræftet de "stærke bånd" mellem Danmark og USA.
Donald Trump skrev onsdag i en stribe opslag på Twitter, at han havde udskudt sit besøg på grund af statsminister Mette Frederiksens blanke afvisning af et muligt salg af Grønland til USA.
Søndag kaldte Mette Frederiksen det for en "absurd diskussion", da hun under et besøg i netop Grønland gjorde det klart, at verdens største ø ikke er til salg.
Og netop det sprogbrug faldt tilsyneladende ikke i god jord hos den amerikanske præsident. I kommentarer til pressen onsdag aften kaldte han Mette Frederiksens kommentarer "væmmelige".
LÆS OGSÅ Kielsen tager Trump-aflysning til efterretning
LÆS OGSÅ Mette Frederiksen: Ærgerligt og overraskende med aflysning fra Trump