Mette Frederiksen: Ærgerligt og overraskende med aflysning fra Trump
- Jeg er ærgerlig og overrasket over, at han har aflyst sit besøg. Jeg havde set frem til besøget og at markere vores vigtige samarbejde, sagde Mette Frederiksen, da hun trådte frem foran pressen nær Udenrigsministeriet i København.
- Vi i rigsfællesskabet havde set frem til at drøfte de udfordringer, der er i Arktis. Vores ønske om stærkere samarbejde med amerikanerne står stadig åben, tilføjede hun.
LÆS OGSÅ Aki-Matilda Høegh-Dam: Præsident Trump er velkommen i Grønland
Mette Frederiksen slog også fast, at invitationen til den amerikanske præsident om at besøge Danmark stadig står ved magt - ligesom foholdet til USA og den amerikanske befolkning stadig er tæt.
Statsministeren mener nemlig ikke, at afbuddet fra Trump kan betegnes som en krise mellem rigsfællesskabet og USA.
Aflysningen fra præsident Trump kommer, efter både formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), og statsministeren har afvist, at Grønland er til salg.
LÆS OGSÅ Trump ville købe Grønland for stort beløb og bloktilskud
- Når der bliver rejst en diskussion om et eventuelt salg af Grønland, er det klart, at Grønland og grønlænderne reagerer. Og vi er fuldstændig enige med Kim Kielsen i de udtalelser, der er faldet, understregede Mette Frederiksen på pressemødet.
Men hun ærger sig over, at Grønland, Færøerne og Danmark nu ikke får lejlighed til at drøfte situationen i Arktis direkte under et møde med USA's præsident til september.
- Jeg er jo selv lige vendt hjem fra Grønland. Og jeg må sige, at når man er i Arktis, er man ikke et sekund i tvivl om behovet for at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde dér. Det kan kun tage til de kommende år. Så jeg er faktisk ærgerlig over, at besøget her i starten af september ikke bliver til noget, sagde Mette Frederiksen.