Aki-Matilda Høegh-Dam: Præsident Trump er velkommen i Grønland

Trods al balladen om den amerikanske præsidents udtalelser om Grønland og aflyst statsbesøg i Danmark, er han velkommen til at besøge Grønland og drøfte investeringer, siger Siumuts folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam.
Det kan godt være, at Trump bliver den første amerikanske præsident til at holde møde med grønlandske politikere på grønlandsk land. Han er velkommen til at komme til Grønland og snakke investeringer med os, siger folketingsmedlem for Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam til KNR. Foto © : Paalu Møller
21. august 2019 09:48

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, mener folketingsmedlem for Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam.

Heller ikke et aflyst statsbesøg i Danmark af den amerikanske præsident, som er interesseret i at købe Grønland.

- Jeg synes, det er ærgerligt, for der er jo mange andre ting, man kunne have drøftet end salg. Men på en eller anden måde er det også et stort signal at sende om Grønland, så det er ikke helt skidt, siger Aki-Matilda Høegh-Dam til KNR.

LÆS OGSÅ Trump udskyder besøg efter nej til at sælge Grønland

Hun tager afstand fra præsidents Trumps opførsel i forbindelse med det planlagte besøg i Danmark 2. og 3. september. Men hun mener, at hele fokusset omkring hans interesse i Grønland kommer landet til gavn.

- Det er jo ikke fordi, vi kan bruge aflysningen til særlig meget. Men man kan jo sige, at det, Trump har gjort, er at give os en masse omtale og medietid. Det har gjort, at der er meget mere opmærksomhed på, hvad Grønland er og hvilken form, vi er i. Det gør jo, at det bliver nemmere for os at føre udenrigspolitik på baggrund af rigsfællesskabet.

Trump er velkommen som investor i Grønland

Siumut-politikeren mener ikke, at præsident Trumps udtalelser om Grønland og nu aflyste statsbesøg i Danmark kommer til at hæmme relationen mellem Grønland og USA.

Tværtimod ser Aki-Matilda Høegh-Dam gerne, at præsidenten lægger vejen forbi Grønland.

- Jeg synes ikke, at det hæmmer noget. Det kan godt være, at Trump bliver den første amerikanske præsident til at holde møde med grønlandske politikere på grønlandsk land. Han er velkommen til at komme til Grønland og snakke investeringer med os.

LÆS OGSÅ Trump ville købe Grønland for stort beløb og bloktilskud

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), har ligeledes afvist, at Grønland er til salg, men at Selvstyret er åben for handel med USA.

IA's folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, mener, at al opmærksomheden omkring Grønland bør få danske politikkere til at interessere sig mere for landet og statens opgaver i Grønland.

Aki-Matilda Høegh-Dam synes dog, at skiftende danske regeringer de senere år har forbedret forholdet til Grønland. Og det hjælper den amerikanske præsidents opførsel endnu mere på.

- Jeg tror faktisk, at Trumps opførsel har været med til at gøre, at Danmark kommer tættere på Grønland, end det nogen sinde har gjort før på et mere ligeværdigt grundlag.