USA mistænker Syrien for nyt angreb med kemiske våben

USA mistænker syriske regeringsstyrker for at have udført et nyt angreb med kemiske våben mod oprørere i Idlib-provinsen.
Assads regime har muligvis genoptaget brugen af kemiske våben, deriblandt angiveligt et klorinangreb i det nordvestlige Syrien Foto © : Asmaa/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
22. maj 2019 08:15

Det fremgår af en erklæring fra USA's udenrigsministerium tirsdag.

- Desværre ser vi tegn på, at præsident Assads regime måske har genoptaget dets brug af kemiske våben, deriblandt angiveligt et klorinangreb i det nordvestlige Syrien om morgenen den 19. maj, udtaler Morgen Ortagus, talskvinde for ministeriet, i meddelelsen.

I erklæringen bliver Syriens præsident Bashar al-Assad advaret om konsekvenserne, hvis mistanken om kemisk krigsførelse bliver bekræftet.

- Vi indsamler fortsat informationer om den her hændelse, men vi gentager vores advarsel om, at såfremt Assad-regimet anvender kemiske våben, vil USA og vores allierede reagere omgående med et passende modsvar, siger Morgan Ortagus.

Kemisk krigsførelse har været forbudt siden 1925, men regimet i Syrien har ifølge flere uafhængige rapporter forbrudt sig mod forbuddet adskillige gange.