Direktør: Uro på torv i Aarhus handler ikke om grønlændere

Ekstra Bladet har fordrejet sagen om et vagtfirma, som er blevet sat ind for at skabe ro på et torv  i Aarhus. Socialt udsatte grønlændere er ikke problemet, siger direktøren for Aarhus Cityforening.
Klostertorvet i Aarhus Foto © : Google Maps
03. maj 2017 11:35

Meddelelsen om, at et vagtfirma over sommeren skal være med til at skabe tryghed på Klostertorv i Aarhus, har skabt debat på de sociale medier.

Det sker, efter Ekstra Bladet har omtalt historien, blandt andet med et citat fra direktøren for Aarhus Cityforening, Claus Bech, som nævner ‘berusede og utilpassede grønlændere’ som en del af problemet.

Men det er helt forkert, siger Claus Bech, til KNR.

- Grønlændere er slet ikke et udtryk for problemet. Jeg er blevet fejlciteret i Ekstra Bladet. Når jeg taler om utilpassede, taler jeg bestemt ikke om grønlændere som en gruppe på nogen måde. Grønlænderne (på Klostertorv, red.) opfører sig som regel pænt og ordentligt. Det er slet ikke dem, der er problemet. Det er en langt hårdere kerne.

Claus Bech forklarer, at han efter interviewet med Ekstra Bladet var i telefonisk kontakt med journalisten for at tydeliggøre, at sagen ikke drejede sig om borgere med grønlandsk baggrund.

Mange års udfordring

Klostertorv i Aarhus har gennem flere år været tilholdssted for socialt udsatte borgere.

Og det skaber uro, især for besøgende på torvets caféer med udeservering og buspassagerer ved to stoppesteder ved torvet.

Efter flere forsøg fra myndighedernes side på at dulme uroen, har Aarhus Kommune, Kirkens Korshær, Aarhus Cityforening, de hjemløses landsorganisation SAND og politiet sammen valgt at sætte et privat vagtfirma ind.

- Gruppen af socialt udsatte er jo meget bred. Men det er en hård gruppe, som er en blanding mellem pushere, narkomaner og så en håndfuld personer, som desværre er en lille smule uden for social rækkevidde, selv om der gøres meget for at hjælpe dem, siger Claus Bech.

Socialt udsatte skal være trygge

Vagterne har ingen beføjelser til fx at fjerne personer fra stedet, men skal fungere præventivt og tilkalde politiet i tilfælde af problemer. 

Det handler nemlig også om at skabe tryghed for de socialt udsatte selv. Vagterne skal blandt andet skal også have deres daglige gang på Kirkens Korshærs varmestue, som er lige i nærheden.

- Vi oplever også, at mange af de socialt udsatte på torvet oplever en vis utryghed internt. Så vagterne skal også være med til at sikre, at der opstår en større tryghed for det klientel. Så opgaven her vender jo begge veje. Der skal også sikres god ro og orden mellem de forskellige grupperinger.

Vagtordningen er i første omgang et forsøg, der skal gælde fra 1. maj til 31. august fra mandag til lørdag i tidsrummet 12 til 19.

KNR har været i kontakt med Ekstra Bladet. De opfordrer Claus Bech til at henvende sig til dem, hvis han mener, han er blevet fejlciteret.