Uro i geledderne hos Siumut

Der er noget, der tyder på, at der er udbrudt uro i geledderne i det nye store regeringsparti.
11. april 2013 11:52

Den tidligere formand for Naalakkersuisut, Hans Enoksen, som fik næstflest stemmer i Siumut, er stærkt utilfreds med, at han og andre stemmeslugere, på trods af stor erfaring og mange personlige stemmer, er holdt helt ude af regeringen.

- Under forhandlingerne har partiernes formænd været egenrådige. Det kan de ikke løbe fra. Heller ikke efter samarbejdsaftalen blev underskrevet mellem partierne, blev vi spurgt, om vi eventuelt havde noget at tilføje eller komme med andre forslag, og det synes vi, er hårdt mod vælgerne og mod vores parti, siger Hans Enoksen, som selv fik 623 stemmer til valget i marts.

Hans Enoksen fik altså et godt valg med næstflest stemmer efter Aleqa Hammond, og han tænkte, det naturligt ville føre til mere indflydelse.

- Jeg har ellers regnet med, da jeg har været med i mange år, at jeg ville få et eller andet tilbudt, men det har jeg så ikke fået og det kan vi ikke ændre på nu. Men uenigheden i vores parti lige nu handler om, at vores partiparagraffer netop skal sikre, at man er sikker på, vælgernes stemmer bliver hørt.

I går kunne man læse i AG, at flere Siumut-medlemmer har kendt Nikku Olsen for uvalgbar alene for selv at komme til det politiske trug. Det scenarie vil Hans Enoksen hverken afvise eller bekræfte for radioavisen. Men han siger, at partiformændene slet ikke har kontaktet ham under forhandlingerne om en ny koalition, selvom både kutyme og paragraffer i Siumut siger, at de indvalgte medlemmer skal høres og gerne tilbydes noget, som Enoksen siger.

Men avisen og Enoksens udlægning af forløbet er helt ukorrekt, siger Doris Jakobsen.

- Det er dybt beklageligt, at man har frembragt helt ukorrekte oplysninger i AG, siger hun.

Avisen har misforstået noget. For nu er der kommet helt ro på rækkerne i Siumut, siger hun.

- Der har været diskussion om vores egne partivedtægter i forhold til politisk indflydelse på dannelsen af Naalakkersuisut, og den diskussion handlede ikke om Nikku Olsen, siger hun om om AG's teori om, at indvalgte Siumuttere har smidt  Nikku Olsen ud af Inatsisartut for de selv kunne komme til fadet.

Doris Jakobsen respekterer, at Aleqa Hammond har valgt et hold - selvom hun ikke har haft hele partiet med i den proces.

- Jeg vil ikke udtale mig om de enkelte personer. Jeg må selv sige, at jeg respekterer Siumut-formandens ret til selv at bestemme, hvilket regeringshold hun vil sætte, siger Doris Jakobsen.

For i øvrigt har Doris Jakobsen, som fik 234 stemmer til Inatsisartutvalget, selv nævnt offentligt under valgkampen, at hun ikke ønskede nogen naalakkersuisoq-poster eller at være udvalgsformand. Det ønsker hun ikke, fordi hun gerne vil respektere sine mange folketingsstemmer.