Ungt Atassut-håb kommer i Naalakkersuisut
En af fredagens overraskelser i det nye Naalakkersuisut er Aqqalu Jerimiassen fra Atassut, der har fået ansvaret for erhverv, energi og handel.
Efter blot to år som formand for Atassut Ungdom kan Aqqalu Jerimiassen nu kalde sig både 1.viceborgmester i Avannaata Kommunia, medlem af Inatsisartut og nu altså naalakkersuisoq.
- Jeg har aldrig forestillet mig, at det ville blive til noget så stort. Endda blive indstillet som naalakkersuisoq i løbet af de to år. Det er et stort fremskridt, og det er meget forbløffende at se tilbage på, sagde Aqqalu Jeremiassen til KNR efter præsentationen fredag.
LÆS OGSÅ Se det nye Naalakkersuisut
LÆS OGSÅ Flere overraskelser i Naalakkersuisut
Det er partiformand Siverth K. Heilmann, der selv har indstillet sin unge partikammerat, dels fordi Heilmann ønsker at der skal ske et generationsskifte i partiet, dels fordi han selv helst vil sidde som medlem af Inatsisartut i det, der måske bliver hans sidste periode i landspolitik.
- Det er dejligt og overvældende, at vores formand har indstillet mig som naalakkersuisoq. Jeg er meget stolt, men er også klar over det store ansvar der følger med, siger Aqqalu Jerimiassen, der nu tager orlov fra kommunalbestyrelsen i Avaannaata Kommunia og flytter med sin kone og to børn fra Ilulissat til Nuuk.
Han tager også orlov fra Inatsisartut og i hans plads kommer suppleanten Bentiaraq Ottosen ind.