Unge i Nuuk: 16-17-årige kan vaccineres på fredag

På fredag får alle unge på 16-17 år i Nuuk tilbudt en vaccination. Det sker fra klokken 14.00 på skolen USK.
- Det kan blive nødvendigt at have vaccinen for at kunne tage på café, i fitnesscenter, i biografen og så videre, skriver kommunen. Foto © : Rógvi Finsson Johansen
21. juli 2021 10:57

Unge på 16-17-år kan få Pfizer vaccinen på fredag.

Fra klokken 14.00 til 17.00 er der nemlig åbent for vaccination på skolen USK.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på Facebook.

- Det kan blive nødvendigt at have vaccinen for at kunne tage på café, i fitnesscenter, i biografen og så videre. Samtidig er du som vaccineret med til at beskytte dine venner, familie og alle andre omkring dig, skriver kommunen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut: Kun vaccinerede kan rejse i landet

Naalakkersuisut har nemlig luftet idéen om et vaccinepas her i landet.

Det er ikke trådt i kraft endnu. Men når det træder i kraft, må man ikke besøge værtshuse, restauranter eller sportsfaciliteter hvis man ikke er vaccineret.

Naalakkersuisut undersøger i øjeblikket, om man digitalt eller på papir kan bevise at man er færdigvaccineret.

Man kan få bøde hvis man besøger værtshuse, restauranter eller sportsfaciliteter uden at være vaccineret. Politiet kan foretage stikprøver af folk, forklarer Naalakkersuisut.

Mens man i andre lande allerede er begyndt at vaccinere børn og unge, har myndighederne herhjemme været tilbageholdende med at igangsætte et vaccinationsprogram for de 12-17-årige. 

Nu har Naalakkersuisut dog besluttet, at de unge i alderen 16-17 år skal tilbydes vaccination med Pfizer-BioNTech.

Ikke klar til at vaccinere børn

I forhold til vaccination af de 12-15-årige har Naalakkersuisut valgt, at det endnu er for tidligt at tage denne aldersgruppe med i vaccinationsprogrammet. I stedet ønsker man at evaluere erfaringerne fra andre lande, før man eventuelt vil tilbyde vacciner til børn.  

LÆS OGSÅ 16-17 årige kan snart få vaccine

- Man er begyndt vaccinationen (…) af børn i alderen 12-15 år i andre lande - herunder Danmark. På nuværende tidspunkt er det besluttet, at vi her i landet (…) vil følge udviklingen og konsekvenserne ved den lavere vaccinationsalder i de andre lande, siger Kirsten Fencker.

Hvis landslægen vurderer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at tilbyde vaccination til børn under 16 år, vil Naalakkersuisut genoverveje, om de 12-15-årige skal med i vaccinationsprogrammet.