Unge hærger i Nuuk

Brugstyveri af biler, tyveri i både og indbrud i private boliger har gjort mange Nuuk-borgere utrygge. Men nu er det måske slut. Politiet har nemlig anholdt fire mistænkte.
Skrevet af Mads Pedersen
17. august 2016 10:51

Der er tale om en gruppe på 8-10 unge piger og drenge mellem 13 og 22 år, der er mistænkt for at stå bag brugstyveri af biler og mindst én båd, samt indbrud i private boliger og tyveri i både. Det oplyser presseansvarlig i Grønlands Politi, Henrik Madsen til KNR. 

- Politiet har anholdt og afhørt fire personer i forbindelse med sagerne. De er nu løsladt og politiet er stadig i gang med efterforskningen, siger Henrik Madsen til KNR, der også oplyser, at de er mistænkt for mindst 8 forhold, samt at de fire anholdte personer ikke var mindreårige.

Bilejere i Nuuk har været plaget af hærværk mod deres biler. Men politiet kan ikke sige, om de mistænkte, som politiet har haft anholdt, også står bag hærværkene. 

Afhængige af borgere

KNR har fået en henvendelse af en urolig borger, der har taget billeder af unge, der forsøger at komme ind i en bil i Nuuks bydel Qinngorput. 

- Jeg blev vækket tidligt i morges (tirsdag morgen, red.) ved halv fem-tiden af larm ved vejen i Qunguleq i Qinngorput. 

- Det viste sig at være en stor gruppe helt unge drenge og piger (ca. 15-16 år), som var i gang ved beboernes biler på parkeringspladsen, skriver et vidne, der sendte billeder til KNR tirsdag. 

Om det var ved hjælp af disse billeder, at politiet har kunnet fange de mistænkte, kan Henrik Madsen ikke bekræfte, men han fortæller, at politiet generelt har stor gavn af borgenes henvendelser. 

- Vi er meget afhængige af borgerne. Så hvis borgerne ser noget mistænkeligt, må de meget gerne kontakte politiet med det samme, og mens det foregår, siger Henrik Madsen, presseansvarlig ved Grønlands Politi. 

Læs også Ilulissat ramt af indbrudsbølge i nattetimerne