Ung russisk soldat erkender krigsforbrydelse i Ukraine

En 21-årig russer er i Ukraine tiltalt for at have dræbt en 62-årig civil kort efter Ruslands invasion.
21-årige soldat Vadima Sjisjimarin risikerer en livstidsdom, hvis han kendes skyldig. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. maj 2022 09:59

En russisk soldat, der er anklaget for at have begået krigsforbrydelser i Ukraine, erkender sig skyldig i alle anklager.

Det gør han under en retssag i Kyiv, den ukrainske hovedstad.

Det er første retssag om krigsforbrydelser, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

I retten bliver 21-årige soldat Vadima Sjisjimarin adspurgt, om han er skyldig i anklagerne, herunder anklager om krigsforbrydelser og overlagt drab.

Hertil svarer han:

- Ja.

Han er tiltalt for at dræbe en 62-årig civil i det nordøstlige Ukraine 28. februar.

Forud for retssagen har ukrainske myndigheder sagt, at den 21-årige samarbejder med efterforskerne. Han har ifølge myndighederne også tidligere tilstået.

Retssagen ventes blot at være den første i en række af sager om krigsforbrydelser begået under krigen.

LÆS OGSÅ Satellitbilleder underbygger anklage om krigsforbrydelse i Butja 

Sjisjimarin risikerer en livstidsdom, hvis han kendes skyldig.

Anklagerne siger, at Sjisjimarins og fire andre soldater stjal en bil, da deres konvoj kom under angreb.

Mens de kørte nær landsbyen Tsjupakhivka, mødte de en 62-årig mand på en cykel.

- En af soldaterne beordrede den anklagede til at dræbe den civile, så han ikke kunne angive dem, siger en repræsentant fra anklagerens kontor.

Sjisjimarin skød mod den 62-årige fra vinduet af bilen, og han døde med det samme blot få meter fra sit hjem, lyder anklagen.

I starten af maj oplyste ukrainske myndigheder, at Sjisjimarin var blevet anholdt og udgav en video, hvor han sagde, at han tog til Ukraine for at kæmpe for at "støtte sin mor økonomisk".

Han forklarede sine handlinger med, at han var blevet beordret til at skyde den 62-årige.

- Jeg skød ham en gang. Han faldt, og vi fortsatte vores rejse.

Den 21-åriges advokat siger, at det er en udfordrende sag.

- Dette er den første sag af sin slags i Ukraine med denne slags tiltale. Der er ingen relevant juridisk praksis eller tidligere domme i denne slags sager. Vi finder ud af det, siger han.