De nulevende af de 22 grønlandske børn fra det såkaldte eksperiment i 1951 og deres efterkommere må endnu engang væbne sig med tålmodighed for at modtage en undskyldning for episoden fra den danske stat.Foto: Scanpix

Undskyldning til eksperiment-børn bliver udsat - igen

Coronakrisen forsinker en historisk udredning om de 22 grønlandske eksperimentbørn - og derfor også en officiel undskyldning fra statsministeren.

Igen-igen må de 22 personer, der som børn i 1951 blev sendt til Danmark som led i et kultureksperiment, vente på en officiel undskyldning fra den danske stat.

En historisk udredning om forløbet skulle nemlig have været færdig senest 1. juni i år.

Men nu er fristen for udredningen udskudt til tidligst november, oplyser Statsministeriet på vegne af Social- og Indenrigsministeriet. Det står i et svar til Grønlandsudvalget, der dog bekræfter, at arbejdet med udredningen er i gang.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen undskylder til danske børnehjemsbørn - 22 grønlandske børn må vente

- Arbejdet er imidlertid – som mange andre dele af samfundet – påvirket af COVID-19 krisen, herunder nedlukning af arkiver og rejserestriktioner mellem Danmark og Grønland. Det har derfor desværre været nødvendigt at forlænge afleveringsfristen for den historiske udredning foreløbigt til cirka medio november 2020, skriver Mette Frederiksen i svaret.

Naalakkersuisut har ønsket, at udredningen skal være færdig, før der kan komme en officiel undskyldning til eksperimentbørnene. Og udredningen kan i værste fald blive udsat til senere end november.

- Afhængig af situationen i forbindelse med yderligere genåbning af samfundet vil der blive taget stilling til behovet for eventuel yderligere forlængelse af afleveringsfristen, tilføjer statsministeren i sit svar til Grønlandsudvalget.

Statsministeriet henviser til Mette Frederiksens tidligere udtalelser om, at den danske regering vil vente på den historiske redegørelse, før der kommer en officiel undskyldning.

LÆS OGSÅ Forkert at udskyde undskyldning til eksperimentbørn

Det var den tidligere VLAK-regering og Naalakkersuisit, der i februar 2019 besluttede at få lavet en historisk redegørelse.

I en tale på Bornholm 14. juni sidste år, lovede Mette Frederiksen, at hun ville give en undskyldning til blandt andet de 22 grønlandske eksperimentbørn, hvis hun blev statsminister. 

- Jeg vil ikke alene sige ja til at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Jeg vil også sige ja (til en undskyldning, red.) til de grønlandske børn, der blev udsat for at blive tvunget til at være danske, sagde Mette Frederiksen dengang. 

Red Barnet gav i 2015 en officiel undskyldning for organisationens medvirken i eksperimentet. 

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt