Kan vandet fra hanen drikkes igen: I morgen får folk i Uummannaq svar
På fredag får borgerne i Uummannaq at vide, om de kan drikke vandet fra vandhanen igen. Vandet i byen har nemlig været forurenet af transformerolie, og i en uge har ingen måttet drikke vand fra vandhanen.
Lige nu bliver prøverne analyseret på et laboratorium i Danmark, og i ventetiden har de fleste af borgerne i Uummannaq hentet is, som de har smeltet for at få drikkevand. Kommunen stiller også vand til fri afbenyttelse nogle steder i byen - vand, som bliver fragtet til Uummannaq fra andre byer.
Tre gange i døgnet bliver der transporteret vand fra bygden Ikerasak til Uummannaq - båden kan have 2000 liter vand med på en tur, og det betyder, at 6000 til 8000 liter vand bliver hentet ind til Uummannaq om dagen fra bygden.
LÆS OGSÅ Kloringen af vandet i Uummannaq fungerer igen
En tankbil med 6.000 liter vand er også på vej til Uummannaq fra Qasigiannguit, og et skib fra Royal Arctic Line har syv vandtanke med 1000 liter på vej fra Aasiaat, oplyser Sune Tougaard, der er chef for ledelsessekretariatet i Nukissiorfiit.
Olie i vandet i stedet for klor
En medarbejder hos Nukissiorfiit kom ved en fejl til at hælde transformerolie i vandet i stedet for klor 11. september. Det blev først opdaget fredag 19. september, og på det tidspunkt begyndte borgerne af fatte mistanke, fordi vandet lugtede af olie.
Og det har betydet, at hele Uummannaq nærmest har været nedlagt: Skolen, byens to fiskefabrikker, hallen og en café har været lukket mandag, men tirsdag meldte Nukissiorfiit, at kloringen af vandet fungerede igen.
LÆS OGSÅ Nukissiorfiit om Uummannaq: Medarbejder tog fejl af klor og transformerolie
Det betyder ikke, at vandet må drikkes, men Nukissiorfiit og landslægeembedet vurderede, at borgere med trykvand kan bruge vandet fra hanerne til personlig hygiejne, tøjvask, håndvask, rengøring og opvask.
De rådede dog folk til at lade vandet løbe i et stykke tid, inden det bliver brugt.
Der afholdes borgermøde i aften klokken 18:00 i idrætshallen. Her vil Nukissiorfiit og eksperter i vand orientere om vandsituationen og besvare borgernes spørgsmål. En repræsentant for sundhedsvæsenet vil også være til stede.