Uldum lægger afstand til Siumuts "møgsager"

Sammen med Partii Naleraq er der lun medvind til Demokraterne i dagens friske meningsmåling fra Epinion.
Anda Uldum Foto © : KNR
19. november 2014 16:36

Demokraterne går frem med næsten fire procent i en måling, hvor Siumut mister meget terræn - 14 procentpoint. Partiformanden hos Demokraterne mener, Siumut har haft for mange skandaler.

- Der har jo været en række møgsager for Siumut, så jeg er ikke forbavset over deres dårlige resultat i målingen, siger Demokraternes formand, Andreas Uldum, til KNR.

Læs også IA bliver landets største parti

Han har også et bud på, hvorfor hans eget parti er gået frem og nu har opbakning fra 9,6 procent af Grønlands vælgere.

- Jeg tror, vi har været mere konkrete end de andre partier og forklaret bedre til vælgerne, hvordan virkeligheden ser ud, uden at love det ene og det andet, siger han.

Læs også Økonomien afgørende for flest vælgere

Demokraternes stigende opbakning iblandt vælgerne i Epinions undersøgelse skyldes også, mener formanden, at Demokraterne har stillet et godt hold i år.

Andreas Uldum har dog, som de fleste politikere, det er lykkes KNR at få fat på i dag, et stort forbehold over for meningsmålinger.

- For det første er det en meningsmåling, så jeg glæder mig mere til at se det endelige valgresultat. Men målingen er jo en stor cadeau til vores kandidater, så det vil jeg sige tak for, siger Andreas Uldum, formand for Demokraterne.

Der er i alt 731 grønlændere, som har svaret på Epinions rundringning, der er bestilt af KNR og Danmarks Radio.