VIDEO Uldum fastslår: Alle bliver påvirket af minus i landskassen

Der har været meget debat, efter at Naalakkersuisut har præsenteret et forslag om afgiftsforhøjelser på visse dagligvareprodukter og brændsel, som skal samle 96,5 millioner kroner til den slunkne landskasse.
17. september 2015 11:40

Både almindelige borgere, virksomhedsejere og Inatsisartut-medlemmer har protesteret kraftigt, men naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum, fastholder, at afgiftspakken er nødvendig.

- Jeg vil ikke kalde den en god ide, men vi bliver nødt til at gøre noget ved den økonomiske situation. Derfor har Naalakkersuisut besluttet at stille forslaget om afgiftspakken, siger Anda Uldum til KNR.

Læs også VIDEO Nye afgifter vil gøre livet surt

Pakken indeholder bl.a. forslag om at hæve afgiften på importeret kød, hvilket forbrugerne opponerer imod.

- Alting stiger og livet er hårdt nok i forvejen, og hvis de stiger yderligere, vil det være en stor byrde for os alle i samfundet, siger Susanne Gjerulf Heinrich under sit indkøb i Brugseni.

Naalakkersuisoq for finanser kan godt sætte sig ind i hendes bekymring, men med minus på landskassens bundlinje skal der ske noget.

- Naturligvis kan jeg følge hendes bekymringer, men vi er nødt til at gøre noget nu, hvis vi skal lede en ansvarlig økonomi. Derfor er vi nødt til at fremlægge disse planer.

- Det har længe været diskuteret at afgiftsbelægge importeret kød, og det skal også ses som en god mulighed for at øge forbruget af grønlandsk kød, fastslår han.

Læs også Endnu en Siumut-politiker kritiserer nye afgifter

 

Slankekur i administrationen
Blandt de tre partier i koalitionsregeringen har både Siumut- og Demokraternes medlemmer af Inatsisartut kritiseret forslaget, hvor de mener, de 96,5 millioner kroner kan findes andre steder end på kød, sukker, snus, fyrværkeri og brændsel.

- Hvis vi selv kunne bestemme, ville vi sørge for at lave effektiviseringer og besparelser, siger Tillie Martinussen, Inatsisartutmedlem for Demokraterne, og henviser til en tung administration, som er bygget efter danske forhold og ikke grønlandske.

Det er med andre ord ikke Demokraternes vanlige politik at gøre det dyrere for forbrugerne.

Læs også Professor: Når priserne stiger falder forbruget

 

Misser fald i oliepriser
Naalakkersuisoq for finanser forklarer, at oliepriserne faktisk ikke kommer til at stige reelt, for Polaroil skal lave en ny fastprisaftale næste år.

- For eksempel er prisen pr. tønde olie faldet fra 91,5 dollars i september 2014 til 44,5 dollars i dag. Det er derfra vi skal spare 60 millioner kroner.

- Hvis det går igennem, kommer forbrugerne ikke til at mærke noget som helst, siger Anda Uldum.

Læs også SIK-formand: Afgiftsstigning rammer hårdt

Men han erkender, at forbrugerne kommer til at mærke afgifterne på dagligvarer, som skal sætte 34 af de i alt 90 manglende millioner kroner i landskassen.

- Naturligvis vil alle blive ramt, hvis man piller ved afgifterne. Alle forbrugerne vil blive berørt.

- Men det kommer til at bane vej for bedre udnyttelse af landet ressourcer. Derfor kan der blive to vindere i det her, siger han.

Anda Uldum fastslår samtidig, at han ser frem til de kommende finanslovsforhandlinger, hvor forslag, der er bedre end dem Naalakkersuisut er kommet med, hilses velkommen.