Udvalg: Ingen havde fortalt os, at udenrigsministeren skulle komme på besøg

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har ikke tid til at mødes med udenrigsminister Jeppe Kofoed, der er på hurtigt besøg i Nuuk. Vi har også andre forpligtelser, lyder det fra formand Aleqa Hammond.
- Det kunne have været ønskeligt, hvis udvalget var inviteret i bedre tid, siger formand Aleqa Hammnond. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
24. august 2020 11:21

Udenrigsminister Jeppe Kofoed (Soc) er i Nuuk på et lynbesøg, der startede lørdag aften. 

I dag holder han møde med Steen Lynge (D), der er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender. Og i eftermiddag skal han holde møde med det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut.

I hvert fald i teorien. For ifølge udvalgets formand, Aleqa Hammond (NQ), har udvalget ikke tid til at mødes med Jeppe Kofoed.

For udvalget var nemlig ikke blevet orienteret om udenrigsministerens besøg, lyder det fra Aleqa Hammond. Faktisk fandt udvalget ud af, at ministeren kommer på besøg fredag eftermiddag – altså et døgn før hans ankomst, da de læste nyheden i medierne. 

LÆS OGSÅ Udenrigsminister kommer til Grønland i weekenden

- Udenrigsministeriet sendte en invitation til udvalget i ellevte time. Det vil jeg vurdere som respektløshed overfor udvalgets og Inatsisartuts arbejde, siger Aleqa Hammond til KNR.

- De fleste af udvalgets medlemmer er udenfor Nuuk. De bor enten udenfor Nuuk eller er på rejse. Derfor sætter en invitation, der kommer med så kort varsel, os i en vanskelig situation. Ligegyldigt hvor meget vi gerne vil deltage, så har vi ikke mulighed for det.

- Hvis jeg som formand vidste, at udenrigsministeren ville komme og møde os og tale om en ny arktisk strategi, så ville rejseplanerne have set anderledes ud.

Ifølge Aleqa Hammond selv bakker hele udvalget hende op i, at mødet med Jeppe Kofoed skal aflyses. 

Ligeværdigt og respektfuldt samarbejde

Udenrigsministeriets hjemmeside er Jeppe Kofod citeret for, at: 

”Det er personligt meget vigtigt for mig at sikre et levende, ligeværdigt og respektfuldt rigsfællesskab, der udvikler sig i takt med tiden.”

Der står også:  

”Samarbejdet i rigsfællesskabet om udenrigs- og sikkerhedspolitik er et af fokusområderne for udenrigsministeren, som vil benytte lejligheden til at drøfte konkrete muligheder for et styrket samarbejde blandt andet for at sikre, at Naalakkersuisut i endnu højere grad bliver inddraget i udenrigs- og sikkerhedspolitik med betydning for det grønlandske folk.

Vi har andre forpligtelser

Og den formulering falder Aleqa Hammond for brystet. 

- Udvalget er enig i, at det netop er principper som ligeværdighed og respekt, der må være fundamentet for det fælles arbejde i rigsfællesskabet, lyder det fra hende.

- I lyset heraf er det derfor særligt ærgerligt, at Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg først modtager invitationen til orienteringsmødet få dage inden mødets afvikling. Da udvalgets medlemmer også har øvrige forpligtelser i Inatsisartuts udvalg, er udvalget desværre forhindret i at deltage i orienteringsmødet med så kort varsel. 

KNR arbejder på at få en kommentar fra Departementet for Udenrigsanliggender.