Udskiftning i toppen: Min vigtigste opgave er at sikre stabilitet, siger Múte Bourup Egede

Formanden for Naalakkersuisut ser det som sin vigtigste opgave at sikre stabilitet. Han ærgrer sig over, at to naalakkersuisut har forladt koalitionen, og at støttepartiet har trukket sig.
IA og Naleraq sidder til sammen på 16 taburatter i Inatsisartut, så selvom Atassut har trukket sin støtte, har Múte B. Egede og resten af Naalakkersuisut stadig flertal. Arkivfoto. Foto © : Malik Brøns / KNR
25. november 2021 05:48

Stabilitet.

Det er et af nøgleordene i den koalitionsaftale, som Inuit Ataqatigiit og Naleraq blev enige om, da de konstituerede sig i starten af april. Siden har der dog været en del udskiftning i de politiske topposter.

- Min vigtigste opgave er at sikre stabilitet, og at koalitionen fuldfører sine målsætninger. Det er selvfølgelig ærgerligt, at to naalakkersuisut er trådt tilbage, siger Múte Bourup Egede.

Først trak Eqaluk Høegh (IA) sig fra posten som børnenes naalakkersuisoq. Så fik Pele Broberg (Naleraq) fjernet udenrigsområdet, og igår trak Asii Chemnitz Narup (IA) sig fra den prestigefulde post som naalakkersuisoq for finanser.

- Den ene trak sig af helbredsmæssige årsager, og den anden havde personlige grunde til det, og det vil jeg respektere. Nu er vores opgave at sikre, at arbejdet fortsætter, som det står i koalitionsaftalen, siger formanden.

Boligsag buldrer 

Asii Chemnitz Narup trækker sig på baggrund af den omstridte boligsag, der verserer i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hun var borgmester i kommunen, da man begyndte en praksis med at leje boliger af private bygherrer for bagefter at udleje boligerne til borgerne.

Dén praksis har dog vist sig at være stik imod reglerne. Det vurderede Tilsynsrådet i en meddelelse i sidste uge.

Praksissen er fortsat under den nuværende borgmester, Charlotte Ludvigsen. 

LÆS OGSÅ Naleraq freder Charlotte Ludvigsen som borgmester - indtil videre

Offentligheden har endnu ikke fået indsigt i den fulde rapport fra Tilsynsrådet. Derfor er det også uklart, hvorvidt det er Asii Chemnitz Narup eller Charlotte Ludvigsen, der kritiseres.

Alligevel har den nu tidligere naalakkersuisoq for finanser valgt at trække sig. 

Formand: Finansloven viser, at Naalakkersuisut kan samle

Lige før Asii Chemnitz Narup trak sig, nåede hun at forhandle en finanslovsaftale, som samtlige partier i Inatsisartut stemte for, på plads. Og det har værdi, påpeger Múte Bourup Egede.

- Vi skal sørge for, at forskellige meninger mødes på midten. Der ligger min vigtigste opgave som landets leder. Selvom det kan se ud som et politisk stormvejr, så plejer vinden at lægge sig.

- Blandt andet så vi et tegn på, at stormen stilnede af, da finansloven blev stemt igennem af samtlige partier i går. Der så vi, at Naalakkersuisut kan skabe fællesskab, siger han.

LÆS OGSÅ Atassut trækker sin støtte til Naalakkersuisut

Men det er ikke altid, at fællesskabet skal stå for enhver pris. I går meddelte Atassut, at partiet ikke længere vil være støtteparti for koalitionen.

Uenighederne var simpelthen for store, da det kom til stykket. Det erkendte både Atassut-formand Aqqalu Jeremiassen og Múte Bourup Egede.

- Jeg respekterer Atassuts valg. Jeg respekterer, at de vil sikre deres politiske uafhængighed, og at de vil sikre, at de kan føre deres egen politik, uden at det ser ud som om, at der er splittelse i koalitionen, siger formanden for Naalakkersuisut.

IA og Naleraq sidder til sammen på 16 taburatter i Inatsisartut, så selvom Atassut har trukket sin støtte, har de stadig flertal.