Udsigt til bedre politistationer

Grønlands Politi har fået lovning på moderniseringer af politistationer og en ny politistation uden for Nuuk.
Politistationen i Upernavik
21. december 2015 08:58

Grønlands Politi kan se frem til at få bedre arbejdsrammer i de kommende år. Der er nemlig udsigt til en renovering af landets politistationer.

Det er meldingen efter møder mellem Grønlands Politi og Rigspolitiet om politiforliget, som omfatter alle politikredse i Rigsfællesskabet, der blev indgået af et flertal i Folketinget i november.

- Mange af vores bygninger mangler simpelthen et vedligehold. Det er et efterslæb, som går mange, mange år tilbage i tiden. Og allerede nu har jeg lavet en aftale med Rigspolitiet om, at det er et af de steder, vi skal have sat ind, fortæller politimester i Grønland, Bjørn Bay, til KNR.

20 mio. kroner i efterslæb

Det er stadig uvist, hvor mange penge, der bliver afsat til moderniseringen. Men et hold fra Rigspolitiet, som har været i Grønland for at se på bygningerne, har vurderet, at der mangler vedligeholdelse for omkring 20 mio. kroner.

Ifølge formanden for betjentes fagforening, Finn Jeppesen fra Grønlands Politiforening, som også har deltaget i møder med Rigspolitiet, er der sandsynligvis også udsigt til helt nye rammer for politiet et sted uden for Nuuk.

- Jeg har da et lille håb om, at en større by i Grønland - nu vil jeg ikke sige, hvor det er henne - men en større by i Grønland, som i flere år har savnet en større og bedre politibygning, ser det ud til, at vi er ved at få hul igennem til, at de får et bedre sted at passe deres arbejde, siger han.


Politiet beholder Toyota

Også inden for patruljevogne ser det ud til, at politiet bliver godt kørende.

Selv om Rigspolitiet har indgået købsaftale med et andet bilmærke, har politiforeningen fået lovning på, at man fortsat vil indkøbe terrængående patruljevogne af mærket Toyota til Grønland, oplyser Finn Jeppesen.

- Politiet har jo indgået en aftale med nogle bilmærker, som ikke lige er det bilmærke, som vi igennem mange år har kørt i Grønland og synes er velegnet. Men der har vi fået lovning på, at det er det bilmærke, som vi gerne vil have i Grønland, vi får herop. Og det er vi selvfølgelig tilfredse med, siger han.

Det er nu op til Rigspolitiet af afgøre, hvor mange penge, der bliver afsat til moderniseringer af politistationerne og bilindkøb til Grønland Politi.