Udsat retsmøde giver håb for NunaMinerals

Der var lagt op til, at mineralefterforskningsselskabet NunaMinerals en gang for alle skulle have sin skæbne afgjort, da selskabets konkursbegæring blev behandlet på et lukket retsmøde i Retten i Grønland i dag. Men mødet tog en uventet drejning.
12. maj 2015 15:39

NunaMinerals var i dag til retsmøde på baggrund af den konkursbegæring, som selskabet indsendte i april i år.

Retsmødet var sat til at gå i gang i eftermiddags klokken 13.00, og kort før det ankom Ole Christiansen, direktør i Nunaminerals, som den første i retssal 2, hvor mødet fandt sted.

Læs også I dag kan blive skæbnedag for NunaMinerals

Mødet gik i gang kort efter, og efter knap 20 minutter var mødet ovre.

KNR fangede Ole Christiansen for en kort kommentar efter mødet.

 

Status på redningsforsøg på vej

- Jamen jeg kan ikke sige andet end, at det er udsat, sagde Ole Christiansen med henvisning til det lukkede retsmøde.

- Men kan du ikke forklare mere om hvorfor?

- Nej. det kan jeg ikke, svarede han.

- Skal jeg forstå det sådan, at du siger, at firmaet ikke er konkurs?

- Endnu kan man sige. Altså, behandlingen af den er udsat, lød det korte svar fra Ole Christiansen, der desuden kunne oplyse, at det nye retsmøde vil finde sted nu på fredag.

Læs også Kampen for at redde NunaMinerals fortsætter

Om det, at mødet blev udskudt, har noget at gøre med auktionæren Patrick Newmans forsøg på at redde selskabet, vil hverken Ole Christiansen eller Patrick Newman svare på i dag. 

Men Patrick Newman har lovet at stille op til et interview med radioavisen i morgen, hvor han vil give en status på, hvor langt han er i sit forsøg på at redde NunaMinerals fra konkurs.