Frederiksen: Udsættelse af handicaploven er nødvendig
- Det er selvfølgelig ønskeligt, at loven træder i kraft hurtigst muligt, men vi må huske på, at de kommunalt ansatte og dem, som loven nu kommer til at vedrøre, først skal forberedes, siger Anthon Frederiksen til KNR.
Naalakkersuisut lægger op til at en ny handicaplov, der rummer tiltag og forbedringer på handicapområdet for 25 millioner kroner, først træder i kraft fra 2020 og ikke i 2019, som det var planlagt af den tidligere regering.
LÆS OGSÅ IA kritiserer mulig udskydelse af handicaplov
Handicaptalsmand, Christina Johnsen, og formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, har begge kritiseret forslaget om at udskyde loven.
Frederiksen: Der kan komme ændringer
Hovedargumentet er, at der er hårdt brug for bedre vilkår for borgere med handicap her i landet.
Men udskydelsen er et spørgsmål om, at lovforslaget igen skal i høring, og at der også vil komme nogle ændringer, forklarer Anthon Frederiksen:
- Vi er nødt til at have tid til at afholde høringer om lovforslaget, og for at lovforslaget skal behandles så grundigt som muligt tager det den tid, det tager, siger Anthon Frederiksen og fortsætter:
- Der skal ikke udarbejdes et nyt udkast fra bunden, men der bliver vurderet nogle få ændringer, og der skal naturligvis kigges på bemærkningerne.
LÆS OGSÅ Det er helt urimeligt
Forældreforening: Udsættelse er uacceptabel
Udskydelsen af loven falder ikke i god jord hos Forældreforeningen for udviklingshæmmede i Grønland - INOOQAT, der betegner udsættelsen som uacceptabel.
Formand for foreningen Benny Kokholm skriver i en pressemeddelelse:
- Den nugældende lov er fra 1994, og ser man bort fra enkeltstående få ændringer, er den ikke blevet fornyet. Samfundet kan ikke blive ved med at sætte de handicappede bagerst i køen.
Han understreger, at foreningen har set frem til, at den nye lov skulle træde i kraft, fordi den sikrer flere rettigheder til blandt andet børn med handicap.