Udenrigsministeriet: Grønlands fravær er helt efter bogen

Heller ikke selv om Arktis er på dagsordenen.
Det understreger Udenrigsministeriet over for KNR her til eftermiddag.
Kuupik er inviteret med til statsbanketten hos dronningen, men er ikke del af det politiske program. Det er ganske som det plejer ved statsbesøg, oplyser Udenrigsministeriet over for Radioavisen.
- Arktis er et blandt mange emner på dagsordenen. Det er ikke et særligt tema, lyder det videre om drøftelserne, der vil foregå mellem præsident Hu Jintao og statsminister Helle Thorning-Schmidt.
I forbindelse med gårsdagens offentliggørelse af næste uges visit, oplyste Kuupik Kleist, at han ikke så meget som var orienteret om besøget.
Formanden for Naalakkersuisut understregede i den forbindelse, at det er kutyme, at Grønland bliver inddraget, når Grønland eller Arktis er på dagsordenen i dansk sammenhæng.
Men ifølge dagens melding fra Udenrigsminsteriet er det altså helt efter bogen, når Kuupik Kleist ikke inviteres inden for, når Kina blandt andet kan ventes at understrege sit ønske om at opnå observatørstatus i Arktisk Råd.
Her sidst på eftermiddagen oplyser Formanden for Naalakkersuisuts kontor, at man i morgen vil tage stilling til Grønlands eventuelle deltagelse under besøget.
Hu Jintao kommer til Danmark om præcis en uge, og dronning Margrethe og prins Henrik er officielle værter for den kinesiske præsident og hans hustru.
Den kinesiske præsident bliver ledsaget af en stor delegation af ministre og andre centrale kinesiske beslutningstagere.