Tyske Ursula von der Leyen er ny formand for EU-kommissionen

For første gang i EU's historie får EU-kommissionen en kvinde som chef.
Ursula von der Leyen vil sigte efter at få flere kvindelige kommissærer i EU frem over. Foto © : Flickr / Global Panorama
Skrevet af Ritzau
17. juli 2019 12:45

Tirsdag aften har medlemmerne af EU-Parlamentet formelt godkendt den 60-årige nuværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen som formand.

Tyskeren blev godkendt med 383 stemmer i parlamentet i Strasbourg. 327 parlamentarikere stemte imod hende.

Hun blev med andre ord valgt med smal margin.

Hun vil sigte efter at få flere kvindelige kommissærer i EU frem over.

Samtidig har hun udstukket en ambitiøs klimaplan, hvor hun vil arbejde for, at Europa bliver det første klimaneutrale kontinent fra år 2050.

Hun tager over i EU-kommissionen 1. november, efter den nuværende formand Jean-Claude Juncker.