Twice Colonized i rampelyset igen: Nomineret endnu engang

Dokumentarfilmen er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2024.
Aaju Peter (tv.) og instruktør Lin Alluna (th.) i glædesrus, da Twice Colonized vandt en canadisk oscar i juni 2024. Foto © : George Pimentel Photography
19. august 2024 15:19

Dokumentarfilmen Twice Colonized med grønlandske Aaju Peter i hovedrollen er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2024.

Dokumentaren har vundet 12 filmpriser og været nomineret 21 gange, siden den udkom i 2023. Senest vandt den en canadisk oscar i juni 2024.

- Det er fantastik. Vi har lige vundet prisen som årets bedste dokumentarfilm ved Canadian Screen Awards. At vi nu også er nomineret til Nordisk Råds Filmpris er utrolig fantastisk, siger Aaju Peter.

Filmen er udvalgt til nomineringen af en grønlandsk jury bestående af formand for Film.gl Klaus Georg Hansen, producer, instruktør og manuskriptforfatter, Nina Paninnguaq Skydsbjerg, og filmskaber, Ilannguaq Petrussen.

- Vi har valgt at nominere Twice Colonized, fordi det er en stærk film. Den fortæller historien fra en grønlandsk vinkel, og det er væsentligt, at vi får vist historier, som vi kan stå inde for.

- Og så har den filmiske kvaliteter, som gør, at den kan konkurrere på et internationalt plan, siger Klaus Georg Hansen.

Har været meget overvældende

Dokumentaren følger advokat Aaju Peters kamp for at fremme oprindelige folks rettigheder på globalt plan.

Samtidig følger den også hendes personlige proces med at komme fra et koloniseret samfund.

Aaju Peter, der er født i 1960 i den nu nedlagte by Arkisserniaq, blev som barn sendt til Danmark for at lære det danske sprog og kultur. Det endte med at få store personlige konsekvenser, da hun blandt andet mistede sit grønlandske sprog.

- Da filmen udkom, tænkte jeg, ‘åh nej, jeg har lavet en stor fejltagelse’, fordi det var så overvældende. Men det varede kun i en dag. Filmholdet har været meget søde i forhold til at imødekomme mine ønsker.

- Og i dag mener jeg, at det er en af de vigtigste dokumentarer. Fordi den handler om tab af sprog, retten over eget land og at være koloniseret. Og det er vigtigt, at vi har den samtale nu, siger Aaju Peter, der i dag bor i Canada.

Nomineringer for Twice Colonized

2023: Nomineret til Sundance Film Festival Grand Jury Prize World Cinema Documentary.

2023: Vinder af Camera Justitia Award på Movies That Matter Film Festival.

2023: Vinder af Prix Iris for Best Original Music in a Documentary på the 25th Quebec Cinema Awards.

2023: Nomineret til Politiken:DOX Award.

2023: Nomineret til Next:Wave Award på CPH:DOX.

2023: Nomineret til Best documentary Jerusalem Film Festival.

2023: Vinder af Best International Feature på Doc Edge Festival.

2023: Vinder af Best Festival Category: Fighting Spirit på Doc Edge Festival.

2023: Nomineret til Best Feature Documentary HotDocs.

2023: Vinder af Grand Jury Prize på Gimli Film Festival.

2023: Vinder af Rigoberta-Menchu Community Award på Festival international Présence autochtone.

2023: Vinder af Grand Pix Nordic Documentary på Oslo Pix Film Festival.

2023: Vinder af Best Feature Documentary på Nuuk International Film Festival.

2023: Vinder af International Documentary Association Shortlist for Best Feature Documentary.

2023: Vinder af Cinema Eye Honors Unforgettables.

2024: Nomineret til Robert, the Danish Academy Award for Best Feature Documentary.

2024:Nomineret til Bodil, the Danish Film Critics Award for Best Feature Documentary.

2024: Vinder af 12th Annual Social Impact Media Awards Transparency Jury Prize.

2024: Vinder af Canadian Screen Awards: Best Feature Documentary.

2024: Nomineret til Canadian Screen Awards: Best Original Score – nominated 2024: Nordic Council Film Prize.

Twice Colonized er instrueret af instruktør Lin Alluna med Aaju Peter som medinstruktør. Det grønlandske produktionsselskab Ánorâk Film er medproducer.

Seks film fra henholdsvis Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige er nomineret til den anerkendte filmpris.

Sidste år var det første gang, at Grønland fik mulighed for at nomineret en film. Det blev filmen “Alanngut Killinganni”, der er instrueret af Malik Kleist, som var nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2023.

Vinderen af Nordisk Råds Filmpris 2024 offentliggøres den 22. Oktober under Nordisk Råds session i Reykjavik.