Tvivlen spirer: Lander julemanden juleaftensdag i Nuuk?
Rygterne i Nuuk er begyndt at svirre. Der er frygt for, at julemanden ikke kan lande ved Dronning Ingrids Hospital 24. december, som der ellers er tradition for.
Årsagen er, at der bliver bygget i området omkring hospitalet, skriver Air Greenland. De er som alle andre år julemandens hjælpere, så han lander trygt.
De skriver også til KNR:
- Air Greenland og Sundhedsvæsenet er i dialog for at finde en løsning på grund af byggeriet.
Hvilke løsningsforslag, der er på tegnebrættet, vides ikke. Her over halvvejs til juleaften er der intet nyt fra Air Greenland om, hvor tæt de to parter er på at finde en løsning.
Men de håber, at løsningen bliver fundet, skriver de til KNR.
- Så vi kan sikre den hyggelige tradition.