TV2 besøgte julemanden i Finland

Finnerne sætter sig i stadigt højere grad på Julemanden, nu har dansk tv også lavet julespecial fra Lapland.
Foto © : Screendump TV2
28. december 2015 07:10

Der er kamp om julemanden. En kamp som Grønland ser ud til at tabe.

Nu er selv danske TV2 hoppet med på vognen om, at julemanden er fra Finland. Første juledag inviterede tv2 seerne med til Finland for at møde julemanden i en helt særlig udgave af programmet 'Størst'.

- Julen, verdens største højtid, skal selvfølgelig fejres. Og hvor ellers end i Finland, hvor de påstår, at den vaskeægte julemand bor, skriver TV2 om programmet.

Kritisk røst

Det er dog ikke alle der byder TV2's julesatsning velkommen.

Således har en Stig Christensen skrevet et læserbrev i Ekstrabladet, hvor han gør det klart, at programmet 'Størst - jul i Finland' jo er godt nok for en julehungrende familien Danmark, TV2 og Finsk Turistråd. Men han forstår ikke, hvorfor programmet ikke handlede om julemanden i Grønland.

Læs også Julemanden til leje

- Alle og enhver ved, at den rigtige julemand bor i Grønland, og TV2 går med dette program imod danskgrønlandske interesser ved ukritisk at reklamere for den finske julemand, skriver han blandt andet.

Læs også Julemanden er igen gået konkurs

I foromtalen til programmet fra Finland forholder værten Peter Ingemann sig ikke til, hvor julemanden egentligt kommer fra, men han drister sig til at være kritisk overfor selve julemandens eksistens

- Det er specielt at lave et 'Størst'-program om noget, der ikke findes, fortæller Peter Ingemann til TV2.dk og tilføjer så:

- Men det gør det jo så alligevel, for der er rigtig mange børn rundt omkring i verden, der tror på, at julemanden findes.