Julemanden til leje

Som om julemanden ikke har nok at se til, skal han også være med til at lokke flere turister til landet. Men det er ikke nok bare at brande sig som julemandens hjem, folk vil nemlig have oplevelser, lyder det fra Visit Greenland.
Skrevet af Jonas Fievé
22. december 2015 05:46

Mens julemanden har travlt med at opfylde ønsker fra alverdens børn, så har Qaasuitsup kommunia også et ønske, nemlig at tjene penge på den gavmilde mand

- Planen har været, at man skal udvikle et logo, som skal være med til at brande julemanden, siger konstitueret erhvervsdirektør i Qaasuitsup kommunia, Bea Mølgaard Lennert til KNR.

Læs også Julemanden sender stadig breve med postvæsenet

Logoet skal sælges til private virksomheder, som til gengæld må bruge julemanden i markedsføringen af deres produkter. 

- I 2016 skal kommunen drøfte og forhåbentligvis beslutte, hvordan julemandens logo fremadrettet kan benyttes.

Ikke alle ved, at julemanden bor i Grønland

Tilbage i 2011 købte kommunen julemanden af konkursboet Nuuk Tourism, og han flyttede sammen med sin berømte postkasse til Ilulissat, hvor han skulle være med til at skaffe flere turister til området.

Som det er i dag, så er det kun danskerne og naturligvis os her i landet, som ved, at julemanden kommer fra Grønland.

Læs også Julemanden til salg

Det bliver derfor en næsten umulig opgave, hvis det skal lykkedes at brande landet mere globalt som julemandens hjem.

- Man kan godt gå ud i det slag om, hvor julemanden bor, det koster bare meget i markedsføring, siger direktør for Visit Greenland, Anders Stenbakken.

Julemanden lokker ikke turister til

Desuden slå direktøren for Visit Greenland fast, at der er mange grunde til, at turister kommer til landet men, at julemanden altså ikke er en af dem.

Hvis kommunen skal have held med at bruge julemanden til at lokke flere turister til, skal der ifølge Visit Greenland lidt mere til.

- Julemanden er som et produkt, hvis man kan opleve det, en glimrende ting, det skal bare være der. Man kan ikke sige, at man er noget uden, man kan komme ud og opleve det.

Ud over at optræde på et julemandslogo, så ved kommunen endnu ikke, hvordan de fremover vil bruge julemanden.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvordan julemanden vil være fremadrettet i kommunen, fortæller Bea Mølgaard Lennert.