TV 2-chef er sygemeldt efter kritik af falsk historie

Historie om grønlandsk landsstyreformand var falsk. TV 2-redaktionschef har nu sygemeldt sig.
TV 2 og Ulla Østergaard har fået kritik for, at mediet få dage før valget i Grønland bragte en historie om formanden for Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede, der endte med at vinde valget og blive landsstyreformand. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. juni 2021 15:58

TV 2-redaktionschef Ulla Østergaard har sygemeldt sig. Det oplyser TV 2 ifølge Berlingske.

Sygemeldingen kommer efter hård kritik af hendes rolle i en falsk historie op til det grønlandske valg i starten af april.

TV 2 og Ulla Østergaard har fået kritik for, at mediet få dage før valget i Grønland bragte en historie om formanden for Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede, der endte med at vinde valget og blive landsstyreformand.

LÆS OGSÅ Medie: Redaktionschef hoppede på falsk historie om Múte B. Egede

I artiklen blev det fremført, at Múte Egede havde været inhabil i to sager, som han havde selv haft en økonomisk fordel af.

Men det var forkert, og TV 2 måtte trække historien tilbage og beklage, at den var blevet bragt.

TV 2's historie var lavet efter henvendelse fra en kilde, og ifølge Ekstra Bladet var det Ulla Østergaard, som havde presset på for at få lavet historien.

Ifølge B.T., der har set en intern mail til medarbejderne på TV 2, er Ulla Østergaard berørt af den medieomtale, der har været af sagen. Hun har undskyldt og beklaget historien, står der i mailen. 

Múte Egede, der som bekendt endte med at vinde valget, mener selv, at historien var plantet for at påvirke valgets udfald. 

- Jeg kan ikke udlægge det anderledes. Det kommer fire dage før det grønlandske valg.

- På et belejligt tidspunkt, når slutspurten er i gang. Jeg kan kun se, at det er en plantet historie, der har til hensigt at påvirke valget, sagde han mandag til Berlingske.