'Samme Tusass. Nyt kapitel': Tusass femdobler data uden at hæve prisen

Tusass løfter sløret for et nyt katalog af mobilabonnementer, hvor brugerne får mere data til samme pris.
Tusass-brugere kan se frem til nye priser og datamængder på deres mobilabonnementer, oplyser teleselskabet. Foto © : Tusass
Skrevet af Isak Hüllert
04. maj 2026 16:01

Hvis du har et mobilabonnement hos Tusass, har du muligvis for nylig modtaget en SMS fra selskabet om, at du nu får mere mobildata for den pris, du allerede betaler.

Det skyldes, at teleselskabet har lanceret nye mobilabonnementer, der giver kunderne betydeligt mere data til samme pris.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Nyt katalog lanceret

Det mest populære abonnement går fra 20 GB til 100 GB – stadig til 499 kroner om måneden.

Samtidig sænkes loftet for den dyreste pakke til privatkunder, så den maksimale pris falder fra 699 til 499 kroner.

- Vi går imod strømmen, lyder det fra Tusass’ produktchef, Runo Fencker-Noahsen, der peger på stigende leveomkostninger som baggrund for beslutningen.

Den nye palet af valgmuligheder til privatkunder består af tre pakker: 1 GB til 129 kroner, 10 GB til 349 kroner og 100 GB inkl. 5G til 499 kroner.

Roaming-funktionen 'Tusass i Udlandet' er i det nye katalog eksklusivt til den største pakke og begrænset til 20 GB, skriver teleselskabet i pressemeddelelsen.

Ikke kun privatkunder

Også børne- og erhvervskunder får mere data.

Børns største pakke hæves til 10 GB for 149 kroner. Derudover tilbydes 1 GB til 89 kroner. 

Erhvervskunder kan se frem til nye priser og datamængder, hvor det største abonnement øges til 200 GB uden prisændring. 

Samtidig tilbydes 3 GB til 199 kroner, 100 GB inklusiv 5G og 20 GB Tusass i Udlandet til 499 kroner, samt 200 GB inkl. 5G og 50 GB Tusass i Udlandet til 699 kroner.

Tusass oplyser, at de nye priser gælder i hele landet, og at selskabet senere på året vil annoncere ændringer i internetabonnementerne.