Tusass har fået ny direktør: - Vi spiller en vigtig rolle

Det er to måneder siden den tidligere direktør skiftede job. Nu har Tusass fundet deres nye leder.
Jonas Hasselriis overtager stillingen som administrerende direktør fra Toke Binzer.
Jonas Hasselriis overtager stillingen som administrerende direktør fra Toke Binzer. Foto © : Tusass
Skrevet af Markus Valentin
09. februar 2026 13:43

Den tidligere administrerende direktør for Tusass, Toke Binzer, opsagde sidste år sin stilling.

Det skyldes, at han skifter til en direktørstilling hos Royal Greenland.

Nu fortæller Tusass i en pressemeddelelse, at de har fundet en ny mand til at lede organisationen.

Fremover er det Jonas Hasselriis, som har til opgave at lede virksomheden.

Ud over at have været konstitueret direktør siden Toke Binzer gik af 1. december, så har Jonas Hasselriis en lang fortid hos Tusass.

Det fortæller han i pressemeddelelsen, hvor han også takker Siulittaasoq, Bodil Marie Damgaard.

- Jeg vil gerne takke Siulittaasoq og den samlede bestyrelse for at betro mig opgaven med at lede Tusass, en virksomhed jeg selv har været en del af i 20 år.

En vigtig tid

Bodil Marie Damgaard fortæller, at virksomheden har haft 12 kandidater i betragtning til posten, men at valget faldt på Jonas Hasselriis grundet hans lange erfaring.

- Han har løftet opgaven som konstitueret administrerende direktør i en meget turbulent periode til alles tilfredsstillelse. Dertil er han et godt eksempel på intern talentudvikling, hvilket jeg også synes er utrolig positivt.

Lignende budskab om, at organisationen befinder sig i en særlig tid, deles af den nye direktør.

- Tusass befinder sig i en vigtig periode, med store forandringer og store opgaver foran os, fortæller Jonas Hasselriis og fortsætter:

- Det er en opgave jeg vil tilgå med stor ydmyghed i samarbejde med de mange dygtige kolleger i virksomheden.