Trump sakker bagud i dyst om at blive præsidentkandidat

Republikanske vælgere støtter i højere grad Florida-guvernør Ron DeSantis end Donald Trump, viser målinger.
38 procent af de formodede republikanske vælgere støtter Trump som kandidat. Over halvdelen - 52 procent - foretrækker DeSantis. Meningsmålingen er baseret på svar fra omkring 1500 vælgere. Foto © : David Dee Delgado/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. december 2022 13:46

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump halter bagefter i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2024.

Det viser en meningsmåling fra avisen The Wall Street Journal.

Her fremgår det, at formodede republikanske vælgere i højere grad foretrækker Ron DeSantis, der er guvernør i Florida, end Trump.

38 procent af de formodede republikanske vælgere støtter Trump som kandidat. Over halvdelen - 52 procent - foretrækker DeSantis.

Meningsmålingen er baseret på svar fra omkring 1500 vælgere.

Den viser også, at 86 procent af vælgerne generelt har et positivt syn på DeSantis. Tallet for Trump er noget lavere - 71 procent.

Trump annoncerede for en måned siden, at han går efter at blive Republikanernes præsidentkandidat. Ekspræsidentens kampagne har indtil videre dog haft svært ved for alvor at få vind i sejlene.

LÆS OGSÅ Trump er svækket og ikke sikret præsidentkandidatur

Onsdag skrev han med versaler på sit sociale medie, Truth Social, at han i løbet af torsdag vil komme med en "kæmpe udmelding". Han skrev desuden at "USA har brug for en superhelt".

Meningsmålingen fra The Wall Street Journal kommer, dagen efter at en anden måling også gav dårligt nyt til Donald Trump.

I en måling fra Suffolk University og USA Today fremgik det, at DeSantis er 23 procentpoint foran Trump blandt formodede republikanske vælgere.

De to meningsmålinger har begge taget udgangspunkt i, at Trump og DeSantis er de eneste republikanske kandidater. I virkeligheden kommer opgøret formentlig til at stå mellem en bred vifte af kandidater.

Den 44-årige guvernør Ron DeSantis ventes at stille op som kandidat, men har endnu ikke officielt meddelt sit kandidatur.

DeSantis er en populær kandidat blandt mange konservative. Han har aktivt taget del i det, der blandt nogle omtales som en kulturkrig om race og køn.

Hans guvernørperiode har været præget af, at han blandt andet har afvist coronarelaterede restriktioner, og at han har indført en lov, som begrænser diskussioner om LGTBQ+-spørgsmål i skoler.