Triumf for bordtennislandshold

Det blev til en regulær medaljehøst, da grønlandske bordtennisspillere hen over weekenden var i aktion ved Arctic Open, som denne gang afholdes på Færøerne.
14. maj 2017 17:41

Det blev til ikke mindre end tolv medaljer for det grønlandske seniorlandhold i bordtennis. Tre af dem var af guld, fire sølv og fem bronze. Det skriver Greenland Table Tennis på deres Facebook-side.

Medaljehøsten startede lørdag, da herrerne vandt guld i holdturingen og damerne både vandt sølv og bronze ligeledes i holdturneringen.

LÆS OGSÅ Grønland skal forsvare guldet

Derudover tog Ivik Nielsen guldet hjem i mændenes singleturnering, og sammen med Malissa Larsen vandt han også guld i mixeddouble, da de slog landsmændene Poul Jørgen Petersen og Karlinnguaq Lundblad i finalen, som dermed vandt sølv.  

I kvindernes singleturnering blev det til sølv til Karlinnguaq Lundblad og bronze til Rosa Marie Petersen, som sammen også vandt sølv i damedoublen.

Desuden blev det til en bronzemedalje til Inngili Petersen, som sammen med Tinna Adelbjarnardóttur fra Island dannede makkerpar i damedoubleturneringen.

I mændenes doubleturnering blev det til sølv til Aka Mark Møller og Poul Jørgen Petersen og bronze til Aqqalu Nilesen og Ivik Nielsen.

LÆS OGSÅ Triumf for grønlandsk bordtennis i Island