BILLEDER Triumf for grønlandsk bordtennis i Island

Grønlandsk bordtennis opnåede lidt af en triumf ved Arctic Table Tennis Championship i Reykjavik i Island i pinsedagene.
Skrevet af Karsten Sommer
17. maj 2016 08:10

Turneringen omfattede bordtennisspillere fra Island, Færøerne og Grønland, og især Ivik Nielsen fra Sisimiut viste stor styrke ved at vinde hele 4 guldmedaljer, og ikke tabe en eneste kamp mod de bedste færøske og islandske spillere.

Ivik Nielsen vandt herre single finalen over den islandske mester i herresenior, ligesom han i herredouble finalen vandt guld sammen med sin bror Aqqalu Nielsen.

I Mix double finalen vandt Ivik Nielsen ligeledes guld sammen med Melissa Larsen, og endelig var der også grønlandsk guld i holdturneringen for herrer, hvor Ivik Nielsen, Aqqalu Nielsen og Poul Jørgen Petersen vandt, ved at slå det islandske herre A-landshold med 3-2.

Derudover vandt andre spillere både sølv og broncemedaljer ved stævnet.

- Spillerne har her i pinsen leveret de bedste resultater i grønlandsk bordtennis i mange år, siger Grønlands landstræner Tommy Jørgensen.

Også formand for Grønlands Bordtennis Union, Emil Kleemann, er meget tilfreds:

- Resultaterne viser at vi nu er i stand til at slå andre nationer, som spiller mange flere turneringskampe end os. Så vores udviklings arbejde på klub og landsholds niveau virker efter hensigten, slutter Emil Kleemann.