Tre isbjørne kan dufte torsk ved Napasoq: De overvåges og skræmmes væk
- Siden i går har vi forsøgt at skræmme dem væk, men de vender hele tiden tilbage. Lugten af mad lokker dem.
Det siger Aqqaluartaannguaq Platou fra bygden Napasoq syd for Maniitsoq. Dér bor der omkring 80 mennesker. De har nu fået selskab af tre isbjørne.
Aqqaluartaannguaq Platou fortæller, at bjørnene kom tæt forbi Napasoq for første gang i lørdags. Det er tale om en isbjørnehun og dens to unger.
De blev skræmt væk. Men mandag ved middagstid var de tilbage syd for bygden. Her har duften af tørret torsk muligvis bredt sig til isbjørnenes snuder.
For Aqqaluartaannguaq Platou er det et besynderligt syn.
- Det er første gang, jeg ser isbjørne her i Napasoq. Måske er det endda første eller anden gang i bygdens historie, at der kommer isbjørne. Vores forfædre har før fortalt, at der engang blev fanget en bjørn i nærheden af Napasoq, fortæller han.
- Det må være fordi, de er sultne. I morges spiste de tang ved vandkanten, da det var lavvandet.
Fredet isbjørne kan blive til problembjørne
I øjeblikket holder fangerne og bygdens indbyggere øje med bjørnene. Søndag forsøgte fangerne med deres joller at skræmme isbjørnene væk – men det lykkedes ikke med det samme.
Én af fangerne er Nukappiannguaq Platou. Han vurderer, at isbjørnene lige nu opholder sig omkring en til halvanden kilometers afstand fra bygden.
- De vil ikke væk, de kan nok lugte rester af sæl, tørret torsk og sildepisker, siger han.
- De er meget betagende, og alle i bygden begyndte at råbe ”isbjørn” da de fkom for første gang i lørdags.
Nukappiannguaq Platou er fanger og meget spændt på, hvad der kommer til at ske den næste tid.
Hunisbjørne og deres unger er som udgangspunkt fredet, og man må derfor ikke bare skyde dem. Men når isbjørnene begynder at blive kategoriseret som ”problembjørne”, så må man godt. Det er Departementet for Fiskeri og Fangst, der vurderer, om isbjørnene skal skydes eller ej.
- Hvis de skal skydes, så har jeg bedt om at være med til at skyde dem. Så jeg kan skyde min første isbjørn, siger han.
Det er første gang, han ser isbjørne.
Nu venter han og resten af bygden på, at det bliver aften. Nukappiannguaq Platou regner nemlig med, at isbjørnene venter på at det bliver mørkt, så de kan liste sig ind og finde noget at spise.
- Lige nu ligger de bare stille, måske vil de først nærme sig i mørket. Hvis der sker noget, så plejer folk at være hurtige til at ringe til hinanden, siger han.