Trappe påkører Air Greenland flyver – ude af drift i mindst en uge

210 passagerer skulle have været afsted med flyet i dag.
Trappebilen har forårsaget store skader på flyveren. Foto © : Air Greenland
25. oktober 2022 15:27

Tirsdag lidt i kl. 14 blev vingen på Air Greenlands atlantflyver påkørt af en trappebil i Kangerlussuaq.

Flyet har pådraget sig omfattende skader, og det betyder, at flyveren er groundet i mindst en uge. Det bekræfter PR-manager i Air Greenland Inga Dora Guðmundsdóttir Markussen til KNR.

- Flyet skulle være lettet med 210 passagerer i dag, som ikke kommer afsted, siger Inga Dora Guðmundsdóttir Markussen.

Det er dog for tidligt for Air Greenland at udtale sig om, hvornår passagererne kan forvente at komme afsted.

Men Inga Dora Guðmundsdóttir Markussen siger, at uheldet er begrænset til atlantflyveren.

- Vi arbejder hårdt på at få indlejret et fly til at flyve i den periode, hvor flyet er ude af drift. Det er lykkedes os at finde et fly for torsdag og fredag, men vi arbejder stadig på at få et fly til i morgen, siger hun. 

Derfor må passagererne overnatte i Kangerlussuaq i det omfang at det er muligt. 

- Vi har et fly, der flyver fra Kangerlussuaq til Nuuk i aften. Vi er nødt til at få nogle af dem væk fra Kangerlussuaq på grund af manglende overnatningspladser, siger Inga Dora Guðmundsdóttir Markussen.