Transparency kritiserer lovforslag

Organisationen Transparency International Greenland er skeptisk over for et lovforslag, der vil ændre Grønlands Råd for Menneskerettigheder.
Anita Hoffer Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
01. februar 2018 07:02

Særligt bestemmelsen om, at Naalakkersuisut udpeger medlemmerne og formanden bekymrer Transparencys formand, Anita Hoffer.

- Det, vi er kede af, er blandt andet, at det er Naalakkersuisut, der udpeger formanden. Vi har syntes, at det har været en styrke, at det var rådets egne medlemmer, der peger på hvem de gerne vil have som formand og næstformand, siger Anita Hoffer og fortsætter:

- Hvis man skal være rigtig kritisk, så kan det måske tolkes som manglende tillid til organisationerne, at Naalakkersuisut selv vil udpege medlemmer. Godt nok sker det fra indstilling (fra organisationerne, red.), men det synes vi ikke er det bedste grundlag for et godt samarbejde.

Rådet for Menneskerettigheder skal gøres mindre, så der fremover vil være 11 medlemmer i stedet for 15. Det giver mindre plads til organisationerne som fremover vil skulle kæmpe om to "rest"-pladser.

- Så der er nogen der risikerer at blive valgt fra, og der vil mangle den organisations stemme fremover. Og såden en organisation som Transparency er ikke så oplagt, når man læser loven, siger Anita Hoffer.

Det er ikke i sig selv et problem, at Rådet får færre medlemmer. Det anbefaler Rådet selv i en intern evaluering. Det er mere spørgsmålet om bredden i sammensætningen af Rådet fremover, der bekymrer Transparencys formand:

- Det støtter vi, helt sikkert, at Rådet på den måde bliver mindre. Men hvis det (Rådet, red.) bare også kan bevare sin diversitet, så tænker jeg, at det kan blive godt nok, siger Anita Hoffer.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil ændre Grønlands Råd for Menneskerettigheder