Nu bliver det snart tilladt at have kæledyr i alle boligblokke

Alle lejere i offentlige lejeboliger kan fra det nye år holde kæledyr.
Indtil nu har det ikke været muligt for lejere af offentlige lejeboliger at holde kæledyr, hvis boligen har en fælles indgang. Foto © : Greve Henrik
Skrevet af Kathrine Kruse
07. november 2019 06:33

Indtil nu har det ikke været muligt for lejere af offentlige lejeboliger at holde kæledyr, hvis boligen har en fælles indgang. Men fra det nye år bliver det muligt.

Inatsisartut vedtog nemlig tirsdag i denne uge Naalakkersuisuts forslag om at ændre reglerne for husdyr i offentlige udlejningsejendomme.

LÆS OGSÅ Inatsisartut åbner kattelemmen for kæledyr i boligblokke

Dermed kan lejere i offentlige lejeboliger fra 1. januar 2020 holde kæledyr. Der er dog visse betingelser og muligheder for undtagelser.

For det første skal lejere, der ønsker at have en hund eller en kat i deres bolig betale et særligt depositum svarende til tre måneders husleje ud over det normale depositum.

Dette særlige depositum skal ifølge Naalakkersuisut bruges til udgifter, til skader som et husdyr kan lave i boligen, men det kan også eksempelvis være penge, som går til at afluse en lejlighed.

LÆS OGSÅ Underskriftindsamling for kæledyr i lejeboliger

Det er dog ikke sikkert, at husdyr kan flytte ind alle steder. Den enkelte boligafdeling kan nemlig beslutte, at det i den nogle boligblokke ikke skal være tilladt at holde husdyr.  

- Dette for at sikre, at allergikere og andre, som ikke ønsker at det skal være tilladt, fortsat har mulighed for at bo i en offentlig lejebolig, skriver Naalakkersuisut.