Danske efterskoler efter corona: Hver tredje grønlandske elev er droppet ud

Én ud af tre grønlandske unge, som startede på efterskole i Danmark i august, har droppet opholdet. Coronakrisen er den primære årsag.
Nedlukningen af Danmark, herunder af efterskoler, har fået mange grønlandske elever til at afbryde deres skoleophold i landet. Foto © : KNR
04. marts 2021 05:40

Det blev langt fra det skoleår, som mange unge havde drømt om, da de danske efterskoler i august sidste år tog imod nye elever.

For minimum hver tredje grønlandske elev, der i sommer rejste til Danmark for at opleve og udvikle sig i et år på efterskole, er siden droppet ud. Det viser tal fra Uddannelsesstyrelsen i Grønland.

LÆS OGSÅ Coronakrisen spænder ben for Stevies efterskoleophold

I alt har 189 elever fået bevilget tilskud fra Grønlands Selvstyre til et års efterskoleophold i Danmark. 

Men 1. marts er kun 130 grønlandske elever stadig indskrevnet på de danske efterskoler. 59 har altså afbrudt efterskoleopholdet i det nuværende skoleår.

Derudover kommer elever, hvor forældrene har betalt af egen lomme for et efterskoleophold i Danmark. De indgår ikke i Uddannelsesstyrelsens opgørelse.

Corona har den primære skyld

Årsagen er frem for alt bekymringen for coronasituationen i Danmark, oplyser undervisningsinspektør Brita Toft Hyldgaard hos Uddannelsesstyrelsen til KNR.

For i midten af december lukkede Danmark ned - for anden gang i 2020. Og først i mandags, den 1. marts, fik efterskoler i tre udvalgte områder, Vestjylland, Nordjylland og Bornholm, lov til at åbne igen.

Efterskoler i resten af Danmark forventes at åbne efter 15. marts eller først efter påske.

Frafald af elever på danske efterskoler - tidligere år

Grønlandske elevers frafald i skoleårene:

2016/17: 17 procent
2017/18: 15,4 procent
2018/19: 17,2 procent

Danske elever frafald i skoleårene:

2016/17: 11,2 procent
2017/18: 11,3 procent
2018/19: 10,7 procent 

Kilder: Efterskoleforeningen i Danmark, Foreningen Grønlandske Børn

Og den lange nedlukning har betydet, at mange grønlandske familier har valgt at beholde deres børn hjemme.

 

LÆS OGSÅ Grønlandske unge dropper danske efterskoler efter corona-lukning

Andre årsager til at forlade efterskolen har også været hjemve, sproglige problemer og mistrivsel, som ifølge Uddannelsesstyrelsen er 'typiske årsager til afbrydelse af efterskoleophold i Danmark' .

Sidste skoleår var frafaldet dog endnu større. Her endte over halvdelen - mindst 82 ud af 150 grønlandske efterskoleelever - med at forlade deres efterskole i Danmark, da skolerne åbnede igen midt i maj efter godt to måneders nedlukning.

Både i skoleåret 2019/2020 og det nuværende - 2020/2021 - har frafaldet af grønlandske elever på danske efterskoler været mindst dobbelt så højt som tidligere år.